Mandag den 12. juli 1999
Det har blæst op hele natten, men vi kan ikke klage over lidt gyngetur. Faktisk har det været helt utroligt flot sejlervejr i alle 33 timer. Kl. 6.00 står vi på havnen i "Tórshavn", med lavthængende skyer, blæsende regnvejr - 11 grader koldt.
Informationskontoret er åbent! - og venlige, varme strømmer os imod. Her er man indstillet på at hjælpe alt man kan. Vi parkerer vore rygsække på informationskontoret og indfinder os på havnens kaffehus - der dog endnu ikke har åbnet. Vente, vente, vente i regnvejr under kaffehusets halvtag. Endelig. Kaffe og morgenmad, der serveres af en morgensur færing i en slidt kaffebarak. Men, kaffen er varm og vi er eventyrlystne.
Vejrudsigten lover op til kuling og valget mellem vandring på øen "Eysturoy" eller sejllads til "Mykines" drøftes. Vi skal sejle herfra onsdag aften, så der burde være tid til det hele. Martin's kusine har været så serviceminded at finde en kæreste fra "Eysturoy" og da de begge skal holde ferie i denne uge - kan det måske lykkes at mødes, når kæresten skal hente hende i lufthavnen i morgen. Derfor satser vi og tager bussen til "Vestmanna", der er havneby for sejllads til "Mykinès" og lufthavnen på "Vágar".
Herfra sejles også til de fantastisk fuglefjeld på vestsiden af denne ø, der hedder "Streymoy". Vi snakker med Pauli på havnen i "Vestmanna", da han er en af de to tursejlere til fuglefjeldet. Sejladsen til "Mykinès" er aflyst i dag - det vidste vi faktisk godt. Turen i går havde vist været slem. Båden lå underdrejet i 3-4 timer - fyldt med pensionister.
Plan-2 er at komme på fuglefjeldsturen i eftermiddag, men vinden står i sydvest og det er ikke så godt. Det giver nemlig slemme dønninger på vestkysten og hindrer båden i at gå tæt til fjeldet. Vi tror på Pauli's ord og drikker noget mere af hans gratis kaffe - en ganske velkendt serviceydelse her nordpå, skal det vise sig. Pauli vil helst vente til i morgen, men byder da på mere kaffe, rundtur i gæstebogen - hvor han stolt viser os kronprins Frederiks hilsen fra 1997 - da styrede han såmænd selv båden i havn - en rigtig guttermand.
Vi indlægger os på husets vandrehjem, da "Vestmanna", trods sin status som næststørste by på Færøerne, ikke er udstyret med campingplads. Selvom vejret er skiftende til mere solrigt, der på forunderlig vis skaber "sne" på de skinende blanke klippesider - til stor diskussion Martin og Børge imellem, ofrer vi gerne de hundrede kroner på en nat indendørs. Vi skal jo tidligt op kl 9.00 på sejllads i morgen. Dog skal dagen alligevel bruges til lidt opdagelse.
I min "Lonely Planet" -bog beskrives "Vestmanna" korrekt som stille, men anviser også et par vandreture. Vi provianterer hos købmanden og drager med trangiersættet afsted opad de snorlige veje. På busturen herover så vi fjeldet på nært hold og især de utroligt mange vandløb og -fald, der stammer fra lidt smelteis og det fugtige klima generelt.
Nu kommer vi helt tæt på. Græsset er konstant vådt af dug, men solen spiller smukt på alle strenge, da vi efter en times vandring - og lytten på Børges deja-vu fra hans tur hertil for 10 år siden - kommer til verdens ende. Stien stopper i hvert fald brat. "Hvad sagde jeg, her regner altid" kommer det fra Børge. Det skal dog vise sig, at det nok nærmere er Børge der tager regnvejr med sig på tur. På stien, her nogle hundrede meter over fjorden, får vi tilberedt den medbragte dåsespaghettig og varm chokolade.
"Nu er der lidt naturmenneske, soldat og spejder over mig - sejt" tænker jeg stolt. Det får Børge dog hurtigt pillet af mig, med sine talrige bedrevidende instruktioner i trangiersættes virkemåde og hans "Bucklife"-tangs smarte funktioner. Martin og Børge drøfter (fra nu af og på resten af turen), hvorvidt det er en fordel at "tune" sit trangiersæt ved at "udbore" det. "De drenge har sgu kørt for meget knallert i deres unge dage", tænker jeg.
Hvor er vi små i dette fantastiske grønne bjerglandskab. "Nature rules" og selvom her nok er nye biler og alle moderne faciliteter, fornemmer man lokalbefolkningens store respekt for kræfterne. Der er en lidt græsk stemning over bygderne. Husene ligger som på de græske øer, lidt forskudt op ad bjergsiden, med små haver og lodder med kartoffeldyrkning. Man går på kryds gennem baghaver, langs stier og vandløb og ser lige ind i færingernes dagligdag. Lidt af den græske levevis spores også - især når naturen viser tænder. Så må man lade stå til og vente til det går over - og håbe at de fleste værdifulde får har klaret skærene.
Der sættes kaffe på kanden i vandrehjemmets sovesal, hvor et par andre er ankommet. Det er et ret lille sted med plads til 12-14 gæster og restaurant ovenpå. Udsigten over fjorden til havnen er stor. Unge færinger roer i de karakteristiske vikingeskib-inspirerede både, hvor de træner til bygdernes kapsejlads i forbindelse med "Ólavsøka"-festen, der er nationaldagen - og afholdes i slutningen af juli over 3 dage.
Det er fordybelsens- og dagbogens stund. Vi er dejligt mætte af mad og indtryk på denne første dag - og omsider bekræftet i vort valg af feriested, trods hedebølge i Danmark. Vi sejler alle stadig en smule, da vi trætte begynder at tænke på sengetid, på trods af at den blå himmel og lyse aften, her klokken 22.30.
Idyllen forstyrres gennem natten, da en af vandrehjemmets øvrige gæster, en ca. 40-årig færøsk kvinde, igangsætter en voldsom snorken. På et natligt toiletbesøg forsøger jeg at bryde tordenen med et kort, heftigt skub til hendes seng, uden det store resultat. På en eller anden vis må det dog ha' lykkedes for os at genere madammen, idet hun næste morgen er at finde sovende på sofaen i vandrehjemmets entre. Det må hun jo om.