Tirsdag, den 1. juli 2003
Varmen var taget lidt til på denne mandag formiddag. Det var overskyet og temperaturen nærmede sig 20 grader, da vi ankom til Hotel Roble i Centro Historico. Vi havde fundet hotellet i guidebogen og blev ikke skuffede.
Hotellet lå kun to gader fra Zocalo pladsen, hvor præsident paladset, parlamentet og den store katedral ligger. Nu var vi i midtbyen, tæt på det hele og i et rimeligt hotel med privat bad, men uden air-condition eller vifte. Prisen var til gengæld kun USD 25 og her var oven i købet en restaurant med morgenmad som nabo.
Dette var i sandhed midtbyen, med et mylder af mennesker, butikker og gadesælgere. Mexico City er verdens største by og desværre også med meget kriminalitet. Ret hurtigt købte vi en diskret skuldertaske til mit nye digitale spejlreflekskamera og vi sørgede i det hele taget for at være opmærksomme og iagttagende, for ikke at blive udsat for tyveri eller det der var værre.
Området her i midtbyen var sjovt og livligt. Ved de små gaderestauranter kunne man få ristede majs med smør og salt, lækre stærke tortillas og friskpresset juice. Her var meget mere rent og pænt end vi havde forventet.
Vi fulgte guidebogen og prøvede en vegetar restaurant ved navn Comindo Vegetaria. Det var et meget spartansk sted, hvor vi ikke fattede noget af menukortet eller tjenerens forklaring. Så kort tid efter sad Ane med en lyserød suppe som smagte af slik, mens jeg spiste tang og sure grønsager. Ikke den bedste debut på det spændende mexicanske køkken.
Vi fandt en Internet cafe og blev særdeles positivt overrasket. Her var lynhurtige forbindelser til USD 1,5 i minuttet. Jeg havde medtaget en USB-nøglering og det var en smal sag at få sendt mails med aktuelle fotos fra det nye digitale kamera hjem til venner og familie.
Ane havde fået lidt højdesyge, så vi gik på udkig efter et apotek. Vi spurgte os frem og fik altid venlige og udførlige anvisninger. Kort efter stod vi i et stort ”Farmacia”, hvor alt kørte som for 70 år siden. Bag en stor gammel træ-disk stod 7-8 kittelklædte apotekere og tog imod ordrer.
Bag dem kørte et par gamle smalle transportbånd i træ, der førte op på første salen. Her gik små papirlapper med ordrer op og ned kom pakker med medicin til udlevering. Man skulle dog først hen til ”Cassa” for at betale, et lille glasbur på 1x1 meter, hvor en ung pige tog imod betaling. Hun stemplede kvitteringen, hvorefter man kunne stille sig i kø ved udleveringen sammen med 30-40 andre kunder.
I den ene ende af apoteket var et mindre supermarked og vareudbuddet var omfattende og iderigt. Her var bestemt basis for alle slags helseprodukter, mirakelkure og minsandten om der ikke var et cigarudsalg bagerst i lokalet. Det var helt sikkert ikke gået an i et dansk apotek. Det lykkedes os at få vores ”Diamox”, så højdesygen snart kunne forsvinde.