Mandag, den 1. juli 2002
Claus: Vi stod tidligt op den næste dag. Klokken 6 om morgenen er ved at være rutine for os. Vi havde booket os på en tur til "mini Galapagos", nogle øer ud for Pisco' kyst, hvor man kunne se søløver, fugle og flamingoer. Vejret var ikke lovende til dyre-kig. Jeg havde lidt samme forventning, som dengang jeg skulle på fugle-kig på Færøerne - oplevelsen skulle heldigvis vise sig at være mindst ligeså god.
Vores bus satte os af på havnen, hvor vi ventede på at vores båd kunne ligge til. Der var mange turister til Pisco' nok eneste rigtige attraktion. Inden nogle af os kunne komme af sted, skulle de lokale fiskere dog lige have nattens og morgenens fangst slæbt i land. Der var kun den ene badebro. Imens kunne vi så kigge på de mange spøjse pelikaner.
Vi kom af sted i en åben båd og turen var kold og våd og noget længere end forventet. Efter knap en times sejllads var vi fremme ved øerne. Undervejs havde vi passeret en bakke med store tegninger graveret ind i klippen, måske engang brugt som sømærke. Det var samme slags som de kendte Nazca linier, der ligger noget mere sydligt.
De første øer var beboet af utallige fugle, måger og andre arter. Klipperne var utroligt smukke, sorte, røde og brune. Havet havde skabt de flotteste former og fuglene trivedes i dette isolerede område. Efter en tid var de der så. Søløverne. Pludseligt, blot 20 meter fra os, sad et par stykker og alle fotograferede på livet løs. Vi kunne jo ikke vide om det var de eneste vi ville se.
Båden fortsatte om en pynt og igen så vi flere. På et tidspunkt svømmede de rundt om båden. Vi sejlede ud til en anden ø og ind i en bugt, hvor der på stranden lå flere hundrede søløver. Sikken en lyd. De brølede og sloges og klipperne lavede ekko og vi var målløse. Her var da "leben".
At de er "løver" var tydeligt. Der blev gået til den og flere havde store bidsår som følge af rivalisering. Tænderne fejlede bestemt ikke noget og størrelsesmæssigt passede de også meget godt som "løve".
Vores guide informerede os løbende om turen. Den var tre-delt. Først denne sejltur, hvorefter vi skulle besøge den lokale nationalpark og afslutningsvis skulle vi ind i ørkenen og se en "katedral". Det var spændende. Efter sejlturen kørte vi så til nationalparken. Jeg havde et billede af sådan en park i mit hoved. Noget med et grønt område, nogle søer og træer, hvor man i ly af naturen kunne spadsere rundt og se de vilde dyr.
Det var ikke helt det, der var på agendaen i dag. Vi var jo i ørken-område og nationalparken var - ørken. Der gik en afmærket sti ud til et udkigstårn, der var opstillet et pænt stykke fra en sø. Al færdsel nærmere var forbudt. Fra tårnet skulle man så beundre den lokale forsamling flamingoer ved søen. Vi beundrede de små lyserøde prikker og rystede lidt på hovedet. Dette var ret patetisk. Vi brugte tiden til at snakke med de andre turister, og faldt i en god snak med nogen hollændere og australiere.
Turen fortsatte ind i ørkenen, hvor vi virkelig oplevede hvad det vil sige. Her var sand, sand, sand og kun chaufføren kendte vejen - når han ellers fulgte den. Bussen blev parkeret helt ud til skrænten, der gik lodret ned til den skønneste strand. Da vi gik på stranden kom solen frem for første gang i de tre dage, vi havde været i Peru. Sommerferien var vist reddet alligevel.
Ørkenen var virkelig flot. Røde, lilla og gule farver. Ved stranden gik vi en lang tur ud til denne "katedral". Vi så små gekko'er og en død søløve. "Katedralen" viste sig at være et klippefremspring, der med tiden og vandets slid var udhulet og indeni formet nærmest som skibet i en kirke. Så navnet var meget passende.
Vi sluttede turen et stykke derfra, hvor der lå et par restauranter ud til en smuk, smuk bugt. Solen stod nu højt og det gjorde restauranternes priser også. Dette var vist en turistfælde. Maden og beliggenheden kunne vi dog ikke klage over. Sikken en dag.
Om aftenen tog vi en taxa fra Pisco ud til hovedvejen. Her blev vi sat af i den mørke ørken og satsede på, at bussen tilbage til Lima ville overholde tidsplanen nogenlunde.
Heldigvis kunne vi se at mange af de lokale også skulle med, og gik det galt, kunne vi nok få kørelejlighed tilbage til Pisco.
Vore bekymringer blev gjort til skamme, for snart efter kom Lima-bussen, til tiden. Punktligheden var der ikke noget i vejen med. I hvert fald ikke i området omkring Lima.