Onsdag, den 3. juli 2002
Claus: Kl. 8.00. Sikken en nat. Efter at være hjemkommet med taxa i regnvejr fra den fotogene midtby, gik vi helt døde. Ligeså varm solen er, når den blidt smyger sit lys om én, ligeså koldt er det efter kl. 18, hvor den har forladt os. Byen ændrer stil, lokale vrimler i hobetal rundt i gaderne, og bjergsidernes små huse udskiftes med lys fra huse og gadelygter, som et andet tivoli. Smukt.
I vort værelse kæmpede vi med at komme i de lange underbukser og gemme os under læssevis af tæpper. Uh, det var koldt. Allerede kl. 20.30 sov vi tungt. Straffen kom dog kl. 3 om natten, hvor vi lå lysvågne. På det tidspunkt var det svært at se, hvordan vi nogensinde skulle komme til Machu Picchu. Omkring kl. 6 måtte vi tænke på at komme op, trods hovedpine og kvalme, som højden berigede os med. Mon ikke lidt morgenmad og coca-te vil hjælpe?
Ane: Senere kl. 17. Ha! Næ, det hjalp ikke så meget. Claus havde det skidt hele formiddagen og mit kom i løbet af eftermiddagen. Pyha, hvor var det ubehageligt. Og ukendt. Vi havde ligget i vores kolde værelse siden kl. 13. Vi havde det simpelthen så skidt.
Vi fik arrangeret en to-dags Machu Picchu tur med afgang den kommende fredag. Det tog os mere end en time at få hævet penge til turen. Bankens system havde det vist ikke så godt den dag. Det var hvad vi nåede. Vi sad i en af de charmerende parker med springvand og hvilede os, da en indiansk kvinde med barn på ryggen ville sælge os postkort.
På trods af manglende sprog, lykkedes det os at få en lille snak med hende. Hun hentede to andre børn, hvoraf den ene også var hendes. De blev hos os, mens hun gik rundt og solgte postkort til andre turister på pladsen.
Børnene var nysgerrige efter at se, hvad der var i min taske. Der var intet af værdi, så jeg åbnede den og de kikkede i bøgerne og var vildt begejstrede for min kuglepen. Hvis ikke de var kommet op at skændes om den, havde jeg gerne foræret den til dem. De var vildt søde.