Fredag, den 2. april 2004
Vi blev jo gift i februar og havde snakket om, at det med bryllupsrejse ikke var nødvendigt, da vi jo lige havde set Mexico i en måned. Ønsket om at se Afrika igen var dog stort for mig og det skulle være inden vi fik børn.
Så her præcis et år efter jeg var i Etiopien, fik jeg endelig chancen for at vise Ane lidt at det Afrika, som jeg forelskede mig i på bare to uger. Da beslutningen var taget begyndte planlægningen og som vanligt temmeligt ustruktureret.
Planen var at tage til Addis Ababa i Etiopien et par dage og fortsætte til Dar Es Salaam i Tanzania for at se Zanzibar og tage på safari. Det viste sig dog hurtigt at Ethiopian Airlines afgange til Dar Es Salaam kun var et par gange ugentligt og at vi måtte blive mindst fem dage i Addis på den plan.
Planen blev i stedet at flyve direkte til Dar Es Salaam med British Airways, tage på safari og så bruge de resterende dage på at se noget af landet. Vi tog kontakt med Matina fra Sverige, som jeg mødte i Addis Ababa sidste år, hvor hun stadig arbejder for EU. Hun var på safari sidste år og kunne anbefale os en god tur-arrangør i Tanzania.
Derefter annoncerede jeg efter gode ting at se i Tanzania på internettet og fik mange tips samt kontakt til en dansker ved navn Michael, der gennem sit arbejde i Mellemfolkeligt Samvirke havde havde godt kendskab til landet. Han arrangerede den resterende tur fra Serengeti til Mumgubu, Ukerewe, Mwanza og retur til Dar Es Salaam.
Flyturen gik ganske fint og med ret god service og rigtigt god mad ombord. Turen var med flyskift i Heathrow og vi ville benytte lejligheden til at få hævet kontanter, da vi var kommet lidt for sent til Kastrup. Desværre blev begge vore Visa-kort afvist af vekselerkontoret på trods af at vi kunne bruge det i butikkerne, og pengeautomaterne var alle ude af drift. Vi kom afsted med forbindelsesflyet mod Dar Es Salaam med 11 dollar på lommen og ankom efter godt 9 timer til Dar Es Salaam klokken 7 om morgenen i silende regnvejr. Velkommen til Afrika.
Da vi følte os rimeligt friske besluttede vi at følge rådet fra mange om at springe over Dar Es Salaam og fortsætte direkte til Moshi. Desværre tog toldbehandlingen i lufthavnen over en time, og sidste bus mod Arusha ville køre 9.30. Vi fik fat i en taxa for de få dollars vi havde med og fik chaufføren til at køre forbi en pengeautomat så vi kunne komme med bussen.
Prismæssigt blev vi naturligvis taget lidt ved næsen af taxachaufføren som vi plejer, men alternativerne var ikke mange på dette tidspunkt. Til gengæld sørgede chaufføren for at vi kom med bussen straks og ikke først en time senere.
Turen til Moshi varede 9 timer og foregik i en økonomiklasse bus, hvilket vil sige uden air-condition, benplads eller toilet, og i selskab med mange lokale. Det er jo også en oplevelse. Heldigvis var der mange tomme sæder på denne afgang, så vi kunne ligge hen over to sæder hver. Vi møder næsten altid danskere de mest øde steder, når vi rejser, og her i bussen sad såmænd en far og hans datter, der var nede og besøge hans anden datter, der arbejdede i Tanzania.
Køreturen var spændende og meget varm. Når vi stoppede for at tage folk op, vrimlede det med unge fyre, der ville sælge alt fra sæbe, vand til kiks og frisk frugt. Vi kom igennem små byer og da vi nu var blevet meget trængende, formanede chaufføren sig til at stoppe ved en skov, så alle kunne komme ud at tisse.
Kvinderne i bussen havde alle lange kjoler, så de kunne blot sætte sig i vejkanten, men Ane havde bukser og resignerede at enten skulle hun vade langt ind i skoven med risiko for at sætte sig på en slange, eller også vælge at sætte sig bag bussen og leve med de overbærende blikke og fnis fra de andre kvinder. Hun valgte det sidste.
Godt en times kørsel fra Moshi skulle bussen vejes pga. noget brobyggeri. Her gik trafikken fuldstændigt i hårdknude, idet de forskellige last- og buschauffører ikke respektede nogen form for køkultur. Alle ville ind foran hinanden og personalet omkring brovægten kunne ikke styre situationen. Til sidst ankom en repræsentant for vejdirektoratet og efter mere end 1½ times ventetid lykkedes det vores nu ret frustrerede chauffør at komme videre.
Det var blevet mørkt da vi ankom til Moshi og blev sat af på busholdepladsen, der kun var fattigt oplyst af en enkelt projektør. Heldigvis var der en personbil der fungerede som taxa, og kort efter ankom vi til Hotel Philip, der bød en rimelig bøf med ris og koldt øl, gode senge og rindende varmt vand. Nu skulle det gøre godt at sove.