Fredag, den 11. april 2004
Rejsetrætheden var ved at sætte ind. De mange nætter i dårlige senge, fraværet af elektricitet og rindende vand begyndte at sætte sine spor. Det er de små ting i dagligdagen man tager for givet, der betyder mest. Denne morgen var himlen mørk og regnen slog mod ruden. Vi besluttede os for at sove ekstra længe denne Påske søndag for at samle kræfter inden hjemrejsen.
Det blev til sen morgenmad med udsigt over Victoriasøen og hotellets fantastiske have, fyldt med palmer, nerier og tulipantræer, mens regnen fortsat faldt i stimer. På sin vis bekom det os bekvemt at være fanget i regnvejret og få en pause i denne endeløse række af stærke oplevelser og indtryk.
Vi aftalte med Mwenge at se dagen an, og gå en tur i byen med ham når regnen stoppede, dog ville vi gerne deltage i påskefesten om eftermiddagen, hvor der ville være lokale danse og sang i hotellets have.
Ved middagstid stilnede regnen af og vores guide hentede os, for at vise os lidt af Nansio, by der er den største by på øen. Det blev en god gåtur, hvor vi kom forbi de mange små boder og til byens lille marked.
Mwenge fortalte at folk ikke er så glade for at blive fotograferet, idet de er af den overbevisning at vi vil tjene fedt på billederne derhjemme, uden at de får noget ud af det. Han følte at hans folk var ignorante overfor turisterne, og ikke forstod hvad øget turisme kunne bibringe af velfærd til øen på længere sigt.
Vi gik videre hen til en af byens katolske kirker, der var pyntet med balloner, bånd og juletræslys og der var stuvende fuldt også ved denne tredje gudstjeneste i dag. Mens vi stod på trappen og kiggede ind, kiggede hele den del af menigheden, der sad bagerst på os. Efter at have hørt nogle af de glade sange og lidt af prædikenen, valgte vi derfor at gå videre, så meingheden igen havde fokus på ceremonien.
Om eftermiddagen var der påskefest i Gulla Beach Hotels have. Der var sat borde og stole op til os, og et større område var spærret af med snor.
Trommerne og dansegruppen var ankommet og mens en ældre vagt spankulerede rundt med en overdimensioneret knippel begyndte byens borgere roligt at strømme til. Da dansen og musikken trådte i gang blev der kort efter pakket med tilskuere, der dels nød dansen, dels betragtede os hvide mennesker.
Dansen var en hyggelig underholdning og tiltrak stor opmærksomhed fra øens befolkning. Musikken var meget ensformig og det samme kunne man sige om dansen.
Forsangeren var karismatisk og nød åbenlyst publikums gunst, mens de fleste af danserne tydeligvis ikke havde den store rutine, hvilket de dog forsøgte at kompensere for gennem entusiasme. Man bruger ikke ansigtsmaling her længere, men i stedet var alle iført briller uden glas. Briller er ret smarte, idet de for folk til at se kloge ud, i hvert fald hvis de sidder korrekt, en detalje ikke alle var opmærksom på.
Hen på eftermiddagen besluttede vi at gå en tur i byen alene, mens musikken fortsatte. Vi var knap kommet til byens hovedgade da vi mødte taxa chaufføren fra i går. Han hilste på os med et stort smil og inviterede os straks hjem, så vi kunne se hvordan han boede. Vi fulgte med og kom gennem kvarterer, vi nok aldrig selv ville have vovet os ind i.
Chaufføren hed Samuel og boede med sin kone og tre børn i et meget lille hus bestående af to små værelser på hver 1½ x 2 meter. Det ene rum var dagligstuen, der var fuldstændigt pakket med to sofaer, stuebord, reol og stol. Faktisk kunne man ikke komme forbi møblerne ind til den bagerste sofa uden at klatre over stolen.
Vi snakkede lidt om livet på øen og roste hans fine møbler og fik hilst på hustruen og de to af børnene. Det var en imponerende gæstfrihed og glæde vi oplevede, især når man tænker på hvor lidt disse mennesker egentligt har til dagen og vejen.
Tilbage på hotellet var der dækket op ude i gården, hvor vi kunne nyde vores mad mens dansen fortsatte. Den mørke himmel og det sparsomme lys fik stjernehimlen til at fremstå fantastisk klart. Det var en smuk aften og vi gik i seng til lyden af de dansende pigers glade sang.