Lørdag, den 12. april 2003
Så er jeg endnu engang revet ud af min travle hverdag og flyttet til et nyt og spændende sted på kloden. Denne gang stik syd. Flyveturen var overraskende problemfri. Pudsigt at retningen og distancen til Mekka blev vist ombord på lige fod med verdenskortet og informationerne om temperatur, hastighed og højde.")
Personalet på Ethiopian Air flyet var ret fine. Især en af pigerne var herlig, smilende, dansende og altid i gang med at ”joke” med passagerne. Tabte hun et glas, blev det grebet med et smil og en selvironisk attitude, og hun var ikke just pertentlig når hun skænkede op. Det kunne Jesper bevidne, da han fik en whisky. Det var en pæn dobbelt, der blev serveret.")
Trods en times forsinkelse i Frankfurt, hvor det næsten tomme fly blev fyldt til randen, lykkedes det alligevel at indhente det tabte og lande præcis til tiden i Addis Ababa. Imponerende. Selvom vore tanker om Ethiopian Airline lå et lille sted, efter to aflyste afgange med endog meget kort varsel, var vi alligevel overrasket over standarden. Selskabet arbejder sammen med Lufthansa og det kunne ses på maden, den var rigtig god. Det bliver spændende at se, hvad vi bliver trakteret med på vejen hjem.
Allerede i lufthavnen blev i overrasket over dette land. En ny terminal var netop taget i brug og den var stor, flot og alt fungerede professionelt. Det var tiltrængt, fortalte Jørgen, da den gamle terminal ofte var uden strøm, hvilket kunne være lettere stressende når fly skulle lande.
I lufthavnen ventede vi med spænding i køen til fortoldning. Med det ene øje vågede vi over køen til visum udstedelse og håbede at vi kunne undgå den. En af Ethiopian Airlines aflysninger havde haft stor indflydelse på vores planer. Vi skulle først have været af sted 15. april, men da flyselskabet valgte at nedlægge den ene af de to ugentlige ruter pga. af fald i efterspørgslen som følge af Irak-krigen, måtte vi af sted 12. april. Vort visum var dog først gældende fra 15. april, så dette ville blive spændende.
På Jørgens opfordring havde jeg fået lavet et brev hos rejseselskabet, der kort og præcist forklarede årsagen til at vi dukkede op tre dage før tid. Vores kø blev hurtigt halveret da en af de mange nydeligt klædte unge etiopiere i mørkt jakkesæt, hvid skjorte og slips åbnede ny ”kasse” og kort efter endnu en ny. Pludselig stod jeg overfor tolderen, en flik ung fyr, og valgte at tilgå opgaven med stor høflighed og indgående forklaring på engelsk, mens jeg viste ham vort allerede bevilgede visum. Han smilte og sagde ”OK” og vi gav hånd.
På vej hen til bagage båndet spejdede vi efter Jørgen blandt de mange, der stod ude i ankomsthallen, han burde være til at få øje på blandt alle de lokale. Og pludselig stod Jørgen lige foran os indeni i transitområdet! Han havde sit FN skilt med og såmænd fået adgang helt ind til os ved bagagebåndet. Det var nok ikke gået i Europa. Kort efter havde vi vores bagage og efter kun 15 minutter stod vi ude ved bilen, den hurtigste ankomst de fleste af hans kolleger kunne mindes.
Vi hilste på Sophie, en af Jørgens venner, og blev kørt ud til hendes skønne hus lidt udenfor Addis Ababa centrum. Sophie er halvt fransk halvt amerikansk og har boet det mest af sit liv i udlandet. For tiden arbejder hun som konsulent for ”Red Barnet – Sverige”. Hun bød os velkommen til Afrika med ironisk henvisning til det begyndende regnvejr.
Køreturen var fin, der var ikke megen trafik, men til gengæld mange vilde hunde. En af dem jagtede bilen et stykke tid, hvilket egentlig ikke var særlig rart. Vi kørte gennem en næsten mørkelagt by. Hver gang vi passerede en bil satte vi farten ned. Her ved man ikke helt hvad blinklys skal bruges til, stoplys virker sjældent og ofte kører folk rundt uden lys. Et andet forhold er at folk ikke kigger i bakspejlet, så alle dytter inden de overhaler, eller hvis nogen trækker ud i ens vognbane uden at se sig for. En noget anden kørestil en vi er vant til.