Søndag, den 20. april 2003
Dagen startede tidligt, da vi måtte op kl. 5.30 for at være i lufthavnen til afgang 7.10 mod Gonder. Jørgen og Jesper var blevet stukket godt og grundigt af myg i løbet af natten og var lidt betænkelige, da Bahir Dar er kendt som et sted med malaria. Ifølge guidebogen dør i snit seks personer dagligt af malaria her.
Der var jo ikke så meget andet at gøre end at tage sine malariapiller og være opmærksom på eventuelle symptomer, så vi kunne sætte ind med en kur, hvis det viste sig at de havde været uheldige. Ved morgenmaden var de til gengæld heldige, da restauranten kunne servere cornflakes med frisk mælk.
Bahir Dar lufthavn var lidt kedelig byens størrelse taget i betragtning og det var den efterfølgende oplevelse også. Da Jørgen skulle foretage check-in insisterede personalet på at gennemsøge hans bagage på trods af, at han havde diplomatstatus. Øjensynligt havde man indført sine egne regler i denne lille provins, som brød med overnationale regler.
For princippets skyld holdt Jørgen fast i sit, hvorefter lufthavnens sikkerhedschef blev tilkaldt. Også han holdt på sit og insisterede på at gennemse bagagen. Jørgens overbærende forklaring om at selv lufthavnene i København, Frankfurt og Addis Ababa ikke checkede hans bagage prellede af.
Da Jørgen så involverede i undersøgelse og meddelte at han ville indgive rapport til FN om hændelsen, fik at han vide at han blot kunne tage et senere fly eller lade være med at flyve. Det hele endte med at Jørgen gav sig, fik gennemsøgt bagagen og nok indsender en rapport på sikkerhedschefens opførelse og over at den danske stats rettigheder i Etiopien blev krænket.
Vi kom i flyveren og folk så undrende på os. Det ærgrede os lidt, at vi ikke kunne fortælle de mange medpassagerer, at det ikke var fordi vi var for sent på den, at de måtte vente en ekstra halv time.
Landingen i Gonder lufthavn var hård og flyveren ”slog smut” hen over banen. Til gengæld var lufthavnen flot at skue og her var flere rejsearrangører klar, end vi tidligere havde set. Noget tyede på at Gonder lever godt af turister.
Vi blev hentet af vores guide som aftalt, hvorefter turen gik med en stor firhjulstrukken minibus mod Gonder. Byen Gonder er ret stor, ca. 100.000 indbyggere og præget af italienernes besættelse under anden verdenskrig. Her er bymidte og moderne bygninger, postkontor og biograf.
Vi købte lidt fornødenheder inden vi straks fortsatte turen nordpå mod Debark, som rummer hovedkvarteret for Nationalparken. Turen gik af stenede grusveje i næsten fire timer og gav os en solid rystetur. Undervejs passerede vi små byer, hvor børnene vinkede og smilede. Vi følte os meget velkomne og så i øvrigt heller ikke andre hvide noget steds her. Indimellem så vi bunker af nødhjælpssække med korn fra USAid og EU, og kunne følge sækkene med øjnene, mens de forsvandt over stepperne, solidt fastbundet på muldyr i en mindre karavane. Det var godt at se, at hjælpen kommer frem og nytter.
Byen Debark er en meget lille og fattig by, der mest består af små forfaldne lerhytter, et hotel og hovedkvarteret for ”Simien Mountains National Park”. Vi fik os en kort frokost på hotellet, hvorefter vi blev præsenteret for vores ”Ranger”, en ældre khaki-klædt etiopier udstyret med en russisk AK-47 automatriffel. Vi hilste på ham og selvom hans engelske var meget sparsomt, følte vi os ret trygge med at have ham med.
Køreturen fortsatte ind i naturreservatet og de mange hårnålesving førte os hurtigt op i højderne. Efterhånden kunne vi se store kløfter og smukke dale som afveksling til den tørre vegetation, sten og støv. Her må være smukt i august, når regntiden er forbi og alting vokser uhæmmet.
Pludselig passerede vi en koloni af bjergbavianer (Gelana Baboon), der løb rundt med hidsige skrig. Der var måske 50 og de virkede ret upåvirkede af os, mens de krydsede vejen. Nu var ideen med en bevæbnet ”Ranger” meget indlysende for os.
Efter en halv times kørsel i bjergene kunne vi skimte lejren, hvorefter vi blev sat af. Dagens gåtur skulle vare 25 minutter, men vi fik guiden overtalt til at gå en time med os, hvilket virkede mere rimeligt efter næsten seks timers kørsel i bil.
Bilen fortsatte til lejren, mens vi fulgte vor meget adrætte ”Ranger” væk fra vejen og ud til forskellige udsigtspunkter. Sikken et syn. Vi stod i 3.200 meters højde og kiggede på bjergene i det fjerne. Brune, gyldne og gule farver spejledes i den tørre dis. Solen stod højt og temperaturen var omkring 30-35 grader. Luften føltes ikke så tynd som frygtet, men højden kunne bestemt mærkes, når vi travede opad skrænterne.
Omkring kl. 16 nåede vi lejren, der var godt placeret på en bakketop og måtte konstatere at muldyrene på denne tur var afløst af vores terrængående minibus. Lejren var spartansk og bestod af to spisehuse med stråtækt tag, hvori der var et ildsted og murede bænke. Her skulle kokkene bo og arbejde, og her skulle vi spise. Der var også et lille toilet, hvor der var muret en lille kant rund om et hul i jorden, hvor man kunne sidde, så længe man kunne klare lugten. Fluer og myg var der heldigvis ikke mange af her i 3,2 km højde.
Vi fik slået telte op i den tørre jord og jeg måtte sande at højdesygen havde taget indtog i min krop. Jeg blev svimmel, fik hovedpine, kraftig kvalme og måtte lægge mig ned på maven, næsten grædefærdig mens ugen med højdesyge i Andesbjergene passerede revy. Højdesyge og feriemave er en rigtigt ubehagelig cocktail, når man skal gå i bjergene. Jeg tog en ”Diamox” pille, drak rigeligt med vand, mens jeg skiftevis forbandede min skæbne og savnede min kæreste, der om nogen forstod min situation.
Pillen hjalp en del, så vi alle tre kunne indtage den dejlige aftensmad bestående af suppe, spaghetti og ananas dessert. Da kokken trakterede med kaffe og te, måtte vi komplimentere hans kunnen. Vi ville nok ikke ligefrem komme til at sulte på denne tur.
Efter at have nydt en utrolig smuk stjernehimmel gik vi til køjs i de to telte og pakkede os godt ind, for det ville nok blive koldt i nat.