Lørdag, den 19. april 2003
Dagen startede med morgenmad i hotellets fornemt indrettet restaurant, der nærmest fik en til at føle sig hensat til kolonitiden, hvis altså Etiopien havde været koloniseret engang. Maden fik desværre også en til at føle sig hensat til fortiden, for udvalget var ikke stort. Vi bestilte ”Egg Sandwich” og det fik vi. ”Scrambled eggs” indpakket i franskbrød.
Kort efter blev vi afhentet af vores guide, vi skulle ud og se ”Blue Nile Falls” som vi havde set billeder af i receptionen. De så vildt ud. Ifølge guidebogen kunne vandfaldet i regntiden være op til 400 meter bredt og 45 meter højt og dermed et af Afrikas største. Selvom vi havde hørt at faldet nok var reduceret fordi vi var i tørkeperioden og fordi vandet inddæmmes til brug for strømproduktion, var vi alligevel forventningsfulde.
Firhjulstrækkeren kørte os ud af Bahir Dar forbi markedet, hvor vi så utallige geder, køer samt høns, der sad indespærret i små bure af træ. Indfaldsvejen var fyldt af mennesker på vej til marked og ad de næste 10-20 kilometer på den stenede grusvej, kom hyrder med køer og geder, kvinder og børn kom med æsler fyldt med varer, alt sammen noget der skulle omsættes på dagens marked. Når vi så disse menneskers byrder i denne tørke, blev vi faktisk ret glade for vor tilværelse hjemme i Danmark.
Turen på de 32 kilometer tog lidt over en time. Hver gang vi passerede en modkørende lastbil var hele vejen pakket ind i en støvsky det næste minut. Meget imponerende at skue, men ret hurtigt også irriterende at få sandstøv i øjnene og næsen. Og vi var endda i bil. Vi ankom til den lille by Tis Isat, der betyder ”Smoking Fire”, der er det etiopiske navn for vandfaldet.
Igen blev vi modtaget med vink, store glade smil fra børnene og et ”Hello”. Vi købte lidt tørklæder og fik en fik snak med et par unge fyre, der nok mente at Jørgen kunne lære at tale etiopisk på kun tre måneder. Jesper og jeg kiggede på hinanden. Nu havde han taget 14 måneder om at lære at bestille kaffe, så den plan virkede ikke realistisk.
Vor chauffør mente at det var bedst at tage båden over den Blå Nil, frem for at gå 45 minutter ned til den gamle portugisiske bro, der også leder over floden. Da vi kom hen til den lille båd og hørte prisen for at blive sejlet over på den anden side, begyndte vi at føle os som en ko, der blot skulle malkes. Båden kostede 60 Birr og sejlturen var blot et par minutter. Hertil kom udgiften på 50 Birr til en guide, der kraftigt opfordrede til at vi tog imod hans assistance.
Vi kendte jo ikke området, så vi valgte guiden, hvilket bagefter syntes fuldstændigt overflødigt. Fra båden skulle man blot gå et kvarter for at nå vandfaldet og det meste af tiden brugte guiden på at overbevise os om, at vi skulle sende ham penge så han kunne studere til læge.
Vandfaldet var mildest talt en skuffelse. På grund af tørken og fordi vandet bruges til el-produktion, var vandfaldet kun et par meter bredt og uden den store kraft.
En gang om måneden, når vandkraftværket skal efterses vil vandet have frit løb. I august, lige efter regntiden, vil det derfor være på sit højeste.
På vej tilbage blev vi fulgt af små børn, der ihærdigt forsøgte at sælge souvenirs. Vi købte lidt for at få fred, mens vi ventede på at blive sejlet tilbage over floden. Ved siden af os, så vi en ung pige slæbe på en kæmpe sæk, fyldt med ko-kager, der bruges som brændsel. Måske ikke verdens mest interessant job.
Køreturen tilbage forløb ikke helt problemfrit, for pludselig fik vi røg i kabinen og bilen satte ud. Vores chauffør åbnede kølerhjelmen og måtte konstatere at gaskablet var brændt over. Mens vi grundede over, hvordan vi kunne komme videre, måtte vi konstatere at vi egentligt ikke var særlig godt udrustet til at skulle vente her i heden i længere tid. Vi havde kun en halv liter vand tilbage, så en løsning skulle findes snart.
Vores chauffør var en handlingens mand og fandt et stykke sejlgarn, som han bandt til gas spjældet og førte det ind i kabinen. Ved at trække i snoren, kunne have give gas og efter et par forsøg lykkes det ham at få bilen til at køre jævnt, indtil vi kom tilbage til hotellet.
Problemet med bilen betød at vi kun havde halvanden time til at få frokost og slappe af, inden næste tur skulle begynde. Nu skulle vi ud på ”Lake Tana” for at besøge et par øer, der huser nogle kendte paladser fra 1600-tallet.
Sejlturen foregik i en lille jernbåd med påhængsmotor som vi havde eksklusivt for os selv, hvilket vi bestemt også betalte for. Efter en times sejlads i frisk vejr, hvor vi blev noget våde, anløb vi halvøen ”Tana Cherkos ’island’ monastry” som de lokale øboer kalder ”Azaem Mariam”. På vej op til kirken begyndte en ung mand at følge os og vi valgte at tage ham som guide, for at holde de andre væk.
Øen var fuld af børn der tiggede og ville sælge souvenirs, der var prissat vildt højt i forhold til souvenir butikkerne i Addis Ababa. Det gjorde det ikke bedre at de forsøgte at appellere direkte til vores dårlige samvittighed med argumenter om, at vi afgjorde forskellen på om de kom i skole eller fik mad. Det var bare for meget og for tænkt.
Kirken viste sig at være genopbygget et par gange og denne seneste var fra 1800-tallet. Det var en rund kirke bygget af ler og strå. Indeni kirken fandtes tre cirkler, hvor det inderste rum efter sigende skulle indeholde ”Pagtens Ark”. Det kunne vi så ikke se, idet dette rum alene var for præster og munke. I museet nær ved kunne vi se det klæde de brugte, til at lægge over ”Pagtens Ark” når de skulle processere med det ved deres festhøjtideligheder.
Tilbageturen til båden var igen præget af de mange meget pågående souvenirsælgere og tonen var ikke helt god. Vi ville gerne købe for at hjælpe, men priserne var helt hen i vejret selv efter europæiske forhold. Da de på et tidspunkt tøvede med at give tilbage på en stor seddel, men i stedet ville sælge mere, kom det nærmest til en konfrontation.
Næste ø var ”Kebran Gabriel”, der er et kloster for munke. Kvinder er forment adgang hertil og turen op til klosteret var bemærkelsesværdig rolig. Her var ingen tiggende børn og ingen souvenir sælgere. Ved klosteret så vi munke i ceremoni og gik ned til museet, hvor en ældre præst fortalte indlevende om deres gamle skrifter, klokker, kors og kroner. Han skulle have en rimelig pris, der ikke kunne forhandles, men han leverede så sandelig også en spændende fortælling, der holdt os fanget i lang tid.
Det kunne han åbenbart mærke, for på et tidspunkt fremdrog han nogle gamle malerier lavet på træplader. Disse viste han normalt ikke frem, men da vi virkede interesserede fik vi lov at studere dem nærmere. Kirken viste sig at være næsten dobbelt så stor som den forrige, men dog i samme runde stil. Denne var bygget solidt i sten. De lange bomuldsklæder blev løftet og vi så billederne af Jesus korsfæstelse, disciplenes død og selvfølgelig Skt. George og dragen, der er den vigtigste helgen her.
Vi havde en dejlig sejltur tilbage til Bahir Dar og kunne undervejs nyde de mange pelikaner og andre spændende fugle, der uforstyrret fløj forbi båden.
Senere på aftenen spiste vi aftensmad i Hotel Ghions gårdhave, som vi havde fået anbefalet. Gårdhaven gik lige ned til vandet og senere på aftenen blev der tændt bål, for at hygge om gæsterne. Havde man valgt en anden belysning end lysstofrør, ville det såmænd være nok.
Da vi jo var tæt på vandet måtte fisk være det rigtige. De var ligeså spændende som færdigpanerede rødspætter derhjemme, men langt bedre end den ”mixed grill” som Jesper bestilte. Det var et mix mellem lever, nyre og hjerte. Ikke lige en livret for nogen af os.
På vejen hjem mens Jesper og jeg besøgte en Internet cafe, fik Jørgen bekræftet vore flybilletter til dagen efter. Det var heldigt for Ethiopian Airlines brillerede endnu engang med kortsigtet planlægning. Morgendagens flyafgang var fremrykket med 45 minutter, så vi skulle altså noget tidligere op. På Internet cafeen kæmpede vi med en langsom forbindelse til 0,75 birr i minuttet. Det kostede mig næsten 20 kroner at få afsendt en enkelt mail.