Tirsdag, den 22. april 2003
Sidste dag i Simien Mountains startede da solen stod op. Natten havde været ret kold, da temperaturen sneg sig ned på 9 grader og det blæste pænt. Solopgangen var dog smuk og var med til at sætte dagen i gang. Vores kok kom med kaffe og te, for senere at brillere med pandekager med syltetøj. Sikken en luksus.
Vi var jo lovet at komme ud at gå hele formiddagen, men var lidt mistænksomme, da Jørgen og Jespers tur i går var i samme tur som de forrige.
Chaufføren havde utallige undskyldninger for at køre hjem. Så havde han ikke diesel nok, så kunne bilen ikke trække op ad bjergvejene og vore gamle stifinder veg heller ikke tilbage for at klage over sin dårlige ryg. Vi kunne ved selvsyn se dieselstanden og havde allerede prøvet værre stigninger i bilen på vej herop, så det hele handlede nok mest om at komme ud af nationalparken inden 3. døgn skulle betales. Vi var der præcis 47 timer og havde faktisk betalt for 72!
Vi pakkede teltene og bagagen ind i bilen og bad om at blive kørt ca. 5 kilometer ud i bjergene, for at gå tilbage til bilen. Det blev nok nærmere to kilometer, så vi overtalte vor stifinder til at gå længere ud. Første lille afstikker var til en kløft på ca. 1.500 meter dybde, som Jørgen og Jesper så dagen før. Den oplevelse skulle jeg også have. Turen mindede mig om min dårlige form, som følge af højdesyge, maveproblemer og – ja, dårlige form. Jeg valgte derfor efterfølgende at blive ved bilen og lade de to raske drenge gå i deres eget tempo resten af ruten.
Ventetiden ved bilen passede mig fint. Jeg fik læst min bog færdig og så pludselig en lille dreng kikke ind i sidespejlet. Det var en hyrde, der lille kom forbi. Da jeg også kikkede i spejlet fik jeg øjenkontakt med ham og han flækkede af grin. Han fik en kiks og jeg satte mig lidt ud på en sten og at studere min guidebog.
Mens jeg læste kunne se perifert se flere og flere unge hyrdedrenge komme til og sætte sig på behørig afstand. Drengen fra før var dog modig nok til at sætte sig hen ved siden af mig og senere fulgte flere og flere. Han pegede på mine støvler og så på sine bare fødder. Det var ikke en mulighed for mig at hjælpe her. Heller ikke da han rev i sin hullede bluse og pegede på min t-shirt, havde jeg noget valg. Han kunne selvfølgelig få en t-shirt, men her sad altså 30 børn i samme situation.
I stedet valgte jeg at vise ham nogle af billederne fra min guidebog og så steg begejstringen. Jeg blev simpelthen omringet af 30 børn der ville se billeder fra Etiopien og inden længe begynde de at penge på billederne og sige ”Monkey”, ”Goat”, ”Sheep”, ”Cow” og ”Donkey”. De var en herlig oplevelse og jeg snakkede med chaufføren om deres engelsk og han fortalte at de gik i skole her i bjergene, men havde fri i dag. Så kunne de jo ligeså godt passe dyrene. Fridage findes vist ikke her i bjergene, hvor der bor omkring 10.000 bjergfolk i små stråhytter.
Imens vandrede Jesper og Jørgen længere op i bjergene og kom på et tidspunkt forbi en lille samling af fem hytter, hvor de blev inviteret ind på traditionel kaffeceremoni. Troede de. De fik plantet en stor klump honning i hver hånd og budt på meget lokal ”tej”, der nærmest er en sød honningsnaps. Denne udgave var så fyldt med klumper og andre spændende sager, at Jesper måtte bruge et strå og at få hul igennem og drikke. Da honningen ikke just var serveret med de reneste hænder, og drengenes hænder jo heller ikke var rene, var de lidt bekymret for deres maver. De viste sig dog at klare igennem uden problemer.
Turen tilbage til Debark var spændende om end lang. Fire timer på stenede bjergveje er ret trættende. Vi passerede byen Dabat, hvor Sophie tidligere arbejdede i ”Red Barnet – Norge” og kunne godt forstå, at her var der stort behov.
Da vi ankom til Debark inviterede vores kok os indenfor for at spise frokost. Det var spændende. Han havde et lille byhus af ler, der var malet i stærke farver. Indenfor var der stue, soveværelse og køkken. Vi blev placeret i stuen og sad de i farverige møbler, hvor vi betragtede indretningen og de mange venner der kikkede ind.
Vores frokost var de sandwich som kokken allerede havde lavet. De andre fik den lokale spise ”Injera” som består af en stor pandekage med fyld. Vi smagte også. Senere kom hans kone ind for at lave kaffeceremonien og det blev den korte udgave, hvor bønnerne er ristet og malet. Hun kogte kaffen godt og tændte lidt røgelse, hvorefter vi smage en af verdens bedste espressos. Etiopiens kaffe kan godt klare sig mod den italienske og brasilianske.
Vi sagde pænt farvel og kørte derefter turen tilbage til Gonder, hvor vi skulle bo på ”Circle Hotel”. Hotellet var bygget som en rund tønde og man blev helt rundtosset af at trave op af trapperne til værelset. Men det var af rimelig standard og det skulle blive skønt at sove i en rigtig seng igen, efter to nætter på et tyndt liggeunderlag.
Det var godt vejr så vi tog på udflugt i den lille by blandt andet for kigge på de spændende ”Art Deco” bygninger som italienerne byggede under okkupationen i 1940’erne.
Vi fandt hurtigt en lille cafe og fik os en Daschen øl, der bliver fremstillet netop i Gonder. Den smagte godt og vores tilstedeværelse tiltrak lidt opmærksomhed, dels fra et par søde børn der gjorde nar af os, når vi drak af flasken, dels af et par unge fyre, der sørgede for at vi vores øl til ”client-price” som er den pris de lokale betaler. Kun 3 birr pr. øl, det var da til at forstå.
Pludselig rejste Jørgen sig og hastede hen til en ung fyr der så meget nordisk ud. Det var Haavard fra Norge, der arbejdede her i Gonder som konsulent for Red Barnet – Norge.
Vi fik en god snak med ham, hvor det blandt andet fremgik at man ikke kunne få pizza i Gonder. Denne melding gav et fingerpeg om madkvaliteten, for selv de tarveligste byer havde pizza’er. Derfor valgte vi at spise på hotellets restaurant inden vi efter mørkets frembrud gik gennem byen og uden for gadelysets skær, for at besøge Haarvard.
Vi fandt hans hus og blev lukket ind i en hyggelig gårdhave, men tre teenagepiger passerede os med ordene: ”Hello mister, we love you” og en masse fnisen. Det var nu hyggeligt.
Inde hos Haarvard hilste vi på Ane fra Norge, og to unge studenter fra England der var her på 3 måneders ophold arrangeret for deres venskabsskole her i Etiopien. De spillede kort og vi fik en hyggelig snak inden vi godt trætte travede hjem i seng efter endnu oplevelsesrig dag.