Forberedelser
Julen i Rødding startede allerede i januar måned! Da begyndte nemlig en opsparing, der kaldtes "Julens glæde", og som forløb på den måde, at der hver måned kom en mand og indsamlede et beløb, hvor meget man nu kunne undvære, til en sparemærkebog, som så udbetaltes i december måned, så man på den måde i årets løb havde opsparet lidt ekstra til julemåneden.
Det næste, der gjorde sig bemærket, var når Mor i løbet af november måned satte sine spillelever i gang med at lære julesalmer og -sange på klaveret. Mor underviste jo på klaveret, der stod inde i "æ kjønstu", så fra omkring midten af november genlød huset fra morgen til aften med fortvivlede forsøg på at kæmpe sig igennem de mest almindelige julemelodier. I december måned var der naturligvis særlig travlhed i hjemmet for at gøre klar til julen.
Juletraditioner
Der var tradition for, at alle "børnene", dvs. Mors søskende, Holger, Svend Aage, Johannes og Mille kom hjem til Rødding til jul, alle med ægtefæller og børn, og sommetider kom også tante Madde (Bedstefars søster), så der var ordentlig leben i huset når juledagene oprandt.
Men også tiden op til jul havde sine egne traditioner og skikke. Jeg har allerede nævnt det store juletræ og brandværnsorkestret på torvet i byen, men også alle forretninger var naturligvis fint pyntede. Noget særligt var Colfachs manufakturforretning nede på hjørnet mellem Sønder Allé og Østergade. Der var også alle slags julepynteting og keramik, en hel eventyrverden at bevæge sig i.
Apropos Colfach, så fortalte Mor af og til en lille historie om, at vi engang, da jeg formodentlig har været en 4-5 år, var til juleeftermiddagskaffe hos fru Colfach, og jeg har åbenbart haft meget svært ved at sidde så stille og roligt, som det vist havde været ønskeligt, for Mor fortæller, at fru Colfach pludselig udbrød: "Jamen, så la' ham da riv' æ lamp'ne" - Hjemme var det jo slagtetid, og ude i baghuset hang juleharen og måske også andet vildt, som Bedstefar hjembragte fra sine jagtture. Og til selve julen kom julegåsen, der jo skulle have hovedet og benene hugget af og plukkes for fjer.
I løbet af december fik vi forskellig slagtemad, f.eks. blodpølse og blodsuppe fra grisen og kråsesuppe fra gæssene, for der skulle jo ofte mere end én gås til, når der var så mange gæster. En af juletraditionerne for mig i dagene op mod jul var at sætte morgenskoen i vinduet om natten. Så kom julemanden og lagde en lille ting i om natten, så om morgenen kunne jeg finde f.eks. en appelsin, et stykke marcipan, et lille stykke julepynt eller måske et lille stykke legetøj i morgenskoen. Men han kom naturligvis kun til de artige børn, så det gjaldt jo om at passe særlig på i julemåneden!
Julegæster
Efterhånden som fæsterne ankom i dagene op mod jul og blev indkvarteret enten på et af de mange værelser på loftet eller på hotellet blev der liv i stuerne, og kortene kom frem og der blev spillet "Sprøjt" eller "66" eller "Skiervindsel" lige fra om formiddagen til sengetid om aftenen, kun afbrudt af de obligatoriske spisepauser og spadsereture, der enten gik en tur gennem byen eller en tur op til Sommerlyst skov og ad den gamle banelinje hjem igen. Der var også ofte besøg af husets venner og bekendte til eftermiddagskaffe med æbleskiver, eller vi var selv på besøg i byen.
Endelig blev det jul
Og nogle dage før juleaften kom Bedstefar så hjem med det store juletræ, der jo helst skulle nå helt op til loftet. Det skulle stå inde i den inderste stue og kom først ind juleaftensdag om formiddagen. Medens jeg var mindre blev portiererne så trukket for mellem de to stuer, og jeg fik først lov til at komme ind og se træet med al sin pynt, når det skulle tændes om aftenen. Men det var vist ikke så let at overhold, så da jeg blev lidt større var jeg selv med til at pynte træet juleaftensdag om formiddagen.
Om eftermiddagen juleaftensdag var vi i kirke og hørte juleevangeliet, dvs. Mormor måtte jo blive hjemme og passe køkkenet, så hun kom først i kirke næste dag. Efter aftensmaden og når der var blevet ryddet af i køkkenet (Der var jo hjælpere nok, og køkkenet var stort, så der kunne godt være nogle stykker i gang) kom så det store øjeblik, hvor lysene på træet blev tændt, og Mor satte sig til klaveret og vi sang alle julesangene, eller så mange som vi orkede.
Sommetider syntes jeg, at det næsten ingen ende ville tage, for efter julesangene kom jo turen til alle gaverne, der lå og ventede under træet. Det tog jo nogen tid inden al udpakningen var overstået, og gaverne var blevet beundret, og der var blevet sagt tak til alle sider. Nå så spændingen ved juletræet var udløst, blev der spillet kort igen og drukket kaffe og sodavander og snakken gik, og det blev som regel midnat inden aftenen var overstået.
Juledagene
Og resten af julen gik på samme måde med kortspil, spadsereture, besøg og for mig naturligvis ture med kælk eller ski enten til "æ sannegravv" nord for byen eller til Sommerlyst skov mod syd eller med skøjter til Røddinggårds mølledam.
Om det nu altid var sne og frost lige netop til jul er vist usikkert, men sommetider var det i hvert fald, og der var da altid sne og frost i massevis i løbet af vinteren. Jeg husker, at jeg en gang, da jeg skulle skovle fortorvet, var nødt til at skovle en tunnel igennem snedriverne. De lå i 2 meters højde tværs over vej og forhave. Og tit kørtes der med hestetrukne kaner i byens gader. Jeg husker også, at jeg i perioder med særlig streng frost noterede minimumstemperaturen hver morgen, og at den flere gange var nede på 25 graders frost og ofte lå mellem på 16 til 20 graders frost, når jeg skulle afsted til skole om morgenen.
Nytårsaften
Nytårsaften fik vi altid grønlangkål med flæsk, og pølse, og i løbet af aftenen skulle vi drenge så ud og lave nytårsløjer i byen. Vi gik så rundt i større eller mindre flokke og skød kinesere og kanonslag af ved husene, og nogle steder blev vi så budt indenfor og blev beværtet med æbleskiver eller andet godt. Det står for mig som om det altid var klingrende frost disse nytårsaftener.
Jeg husker en lille "nytårsspøg", som jeg slap mindre godt fra. Jeg havde sammen med et par andre drenge fået åbnet biografens udhængsskab, for biografreklamen hang, og vi huggede så denne reklame og tog den med op til vores tysklærerindes hus, hvor vi puttede den ind af brevsprækken i døren.
Vores tysklærerinde, frk. Magda Petersen, var en ældre ugift dame, der i øvrigt var meget dygtig, men vist ikke højere end 150 cm, og plakaten har sikkert været med en lidt vovet tegning her ved nytårstid. Men i hvert fald blev Mor ringet op 1. nytårsdag af fru Hartmann fra biografen, som fra sine stuevinduer ovenover udhængsskabet havde set, hvad der foregik nedenunder, og som havde genkendt fru Nissens Ole, og nu havde hun fået en opringning fra frk. Magda Petersen om en biografreklame, der var kommet på afveje, så nu ville hun bare bede om, at Ole afhente reklamen og så leverede den tilbage igen!
Og så måtte jeg jo med noget røde ører op til min tysklærerinde og forklare sagens sammenhæng og derefter om til fru Hartmann med den famøse biografreklame. Temmelig uheldigt!