Onsdag, den 10. juli 2002
Claus: Det var morgen på Hotel Italia og vi havde booket os på en 2-dages tur på Titicaca-søen. Men, men, men. Det sneede. Lige midt i vores sommerferie væltede det ned med tunge snefnug. Æv, så kan sigtbarheden ikke være ret god.
Vi blev dog hentet som aftalt og bussen kørte rundt og samlede de øvrige deltagere op, da en mobiltelefon til guiden bekendtgjorde, at der ikke ville sejle både i formiddag. Vi blev kørt tilbage til hotellet og ventede på opklaring.
En times tid senere fik vi så den ventede besked, at turen Var udsat til dagen efter. Nå, hvad skulle dagen så gå med? Vi gik en tur. Sneen var også lidt uvant for Punos indbyggere. Vi hørte at det er 10 år siden, der senest var snervejr - vistnok pga. El niño effekten. Vi så voksne indbyggere kaste med snebolde efter hinanden og børnene bygge snemænd overalt. De blev pyntet efter alle kunstens regler med mund, næse, halstørklæder og sågar BH. De er ikke uden humor heroppe.
Puno ligger billedskønt lige ned til Titicaca-søen. Det var her den første Inka ifølge savnet blev født og han står og skuer ud over byen. Det er en stor by, ca. 80.000 indbyggere og grundlagt 1668. Byen virker noget fattigere end de tidligere vi har besøgt. Her er fx ikke så mange taxa'er, i stedet er der en hel del rickshaws (cykeltaxaer).
Der er mange markeder hvor der sælges alt fra kød, grønt, tøj til vvs udstyr. Inde i markedshallen handler mest de lokale. Her kan man få alt fra lama-hoveder til hvide, tørrede kartofler. De gamle indianer-kvinder var meget søde, men frabedte sig at vi fotograferede dem.
Vi havde læst at Puno er et billigt sted at købe Alpaca-uldtøj, men udvalget kunne ikke svare sig med det vi så i Cuzco og Lima. Alligevel fandt vi nogle gode sager og såmænd også Alpaca-garn. Vi blev simpelthen nødt til at købe en ekstra taske til at have alt sammen med.
Dagen blev også brugt til at finde et billigere hotel. Vi flyttede fra det 3-stjernede Hotel Italia til det 2-stjernede Hotel Zurit. Forskellen var lille, men prisen næsten det halve - vi kommer ned på $20 og fik i tilgift udsigt til den livlige gade og det var godt.
Det er nu ikke fordi vi hang meget på hotellerne, for det var hundekoldt. I stedet gik vi tur i byen, ned ad gågaden og ind på cafeer, internet cafe og butikker for at få varmen og tiden til at gå. Ved aften tid mødte vi et par amerikanske piger, der arbejdede i Puno på frivillig basis for en NGO-organisation. Efter 3 måneder var de klar til at hjem til sommeren, selvom de bestemt havde fået meget ud af opholdet.
Efter aftensmad gik vi ad gågaden og blev enige om at der ikke var noget at lave på hotellet, andet end at gå i seng. Men klokken var kun 19, så i stedet besøgte vi en anden restaurant og stødte på Daniel og Randal fra Los Angeles, som vi allerede havde mødt tidligere på dagen. Det blev en rigtig hyggelig snak og vi udvekslede adresser. Randal arbejdede i øvrigt i Hollywood som editor bl.a. på "Alley McBeal" serien. Efter endnu en god gang Vino Caliente (varm rødvin med sukker) gik vi hjem i seng og håbede at få bedre vejr dagen efter.