Peru, Bolivien og Brasilien - 2002 - La Paz

Søndag, den 14. juli 2002

Ane: Nu har vi så haft en hel dag i La Paz. Det første projekt vi havde, var at skifte hotel. Sengen var simpelthen så dårlig, at Claus insisterede på at hive madrassen ned på gulvet kl. 1 om natten. Fjedrene på sengen havde bestemt set bedre dage.

Vi havde ingen guide bog over La Paz, så vi gik i gaderne og endte sørme på et stort 3-stjernet hotel efter et par forsøg. Dette hotel havde en kanon udsigt over byen og bjergene. Egentligt skulle vi give $45 pr. nat, men vi fik det handlet ned på $30. Fedt nok.

Morgenmaden denne søndag fik vi på en meget lokal restaurant med plastikstole og knapt så hyggeligt indrettet. Men maden var god. Den gamle far tussede rundt og tog sig god tid. Vi fik den første café con leche i næsten 2 uger og den var god. Et kæmpe glas friskpresset appelsin juice og solide æggesandwich med mindst 3 spejlæg og tomater i hver. Spørg lige om vi blev mætte! Prisen var sølle 25 Bolivianos, dvs. omkring kr. 20. Det er fedt at det er så billigt!

Da vi havde hentet vores bagage, gik vi ud i byen og spankulerede rundt på må og få. Vi fandt San Francisco pladsen og heksemarkedet bagved.

Hekse, jo tak. Foruden diverse amuletter mod onde ånder mv., kunne man finde tørrede lama-fostre i alle størrelser. De var gode at grave ned i nye huses fundament, bare for en sikkerheds skyld.

Der hang også en udstoppet kat, der sikkert ville pynte hjemme i lejligheden. Lige et hit, når svigermor ville komme på besøg. De fleste boder var dog almindelige turist ting, såsom amuletter, krydderier og lignende.

Vi var meget målrettede. Claus havde glemt sit nyindkøbte alpaca halstørklæde i bussen og vi skulle også finde et tæppe som gave til nogle af vore venners snarlige bryllup.

Det hele lykkedes. Vi priste os lykkelige for at vi havde købt vores eget tæppe i Cuzco, for det var ikke mange vi så. Faktisk kun to. Prisen var også højere, da man øjensynligt importerer de fleste uldvarer fra Peru. Godt vi havde gjort de fleste af vores indkøb allerede.

Resten af dagen brugte vi på hovedgaden, Avenue del Prado. Kikkede på mennesker og bygninger, spiste lidt og drak kaffe.

En skøn dag - og vejret var bare helt kanon. Hen på aftenen hvilede vi os lidt på vores luksusværelse inden vi skulle ud og have noget at spise igen. Dagen før fandt vi som nævnt en rigtig lækker restaurant med grillmad. Ej, det var godt at få noget lækkert kød med gode pommes frittes til. Og en øl. Gad vide om vi ville ende det samme sted i aften...?