Fredag, den 12. juli 2002
Claus: Det var en prøvelse at sove igennem, blot 2 meter over gødningen, med brølende får og geder lige udenfor døren. Af hensyn til turisterne, havde hver familie fået opstillet et "fint" das i skrigende orange farve med husnummer på. Der var 170 af disse rundt på øen, hvilket ikke ligefrem pyntede, men var dog bestemt bedre end det lokale alternativ - en lerhytte med hul.
Kl. 7.30 var der morgenmad, som var en rigtig positiv overraskelse. Brød med indlagt saltet spejlæg og te. Det smagte. Vi pakkede vores grej og blev ført af værtinden ned til båden, mens vi måtte erkende at vi erhvervet os en ny odeur a la ged.
Vi sejlede en times tid over til den anden ø "Taquile" i fantastisk solskinsvejr. Ved ankomsten fortalte guiden at vi skulle gå op ad den stejle trappe til byen. En tur på ca. 45 minutter. Her kunne vi så hygge os 3-4 timer. Båden ville sejle over på den anden side af øen, hvor vi skulle stige på. En noget upræcis besked, skulle det vise sig.
Vi tog turen stille og roligt og nød den fantastiske udsigt. Øen var ufattelig smuk. På de små stier mødte vi børn, der gik og passede får - og da lige samtidigt kunne strikke en hue eller et par handsker til markedet. Det var både drenge og piger, da hjalp til med får, geder og strikkeriet.
Efter en kop te, lidt proviantering og toiletbesøg, gik vi ned ad øens modsatte side mod vandet til båden. Troede vi. Da vi nåede vandet, gik det op for os at noget var helt galt. Der var ingen havn, ingen båd og da vi spurgte de lokale, måtte vi erkende at det var op igen af den stejle skråning i stegende solskin.
Det tog næsten ½ time og vi var stegte og udmattede. På byens torv håbede vi at finde guiden eller nogle af de andre fra båden, men de var væk. Nogle turister hjalp os på vej og de lokale gik lidt foran så vi kunne finde vejen.
Men nu havde vi travlt med at komme ned ad øen, da båden snart skulle sejle. Det tog 20 minutter og svedte og svovlede. Her var vi gået i god tid for at kunne slappe af og få en god plads, men fik nu det stik modsatte. Dum guide.
De ca. 4 timer tilbage til Puno gik dog let, da solen skinnede det meste af turen og vi jo kendte vejen. Det var godt at komme hjem i bad og få vasket "geden", sveden og støvet af sig og få rent tøj på igen.
Det var vores sidste aften i Puno og dermed Peru. Vi gik ned på vores stamrestaurant og flottede os. Vi spiste for kr. 200 tilsammen - næsten dobbelt så meget som normalt, heri var dog regnet 6 gange "Vino Caliente" og den var god. Det blev et perfekt farvel til Peru. Under middagen kom to dygtige musikanter ind og restauranten blev efterhånden fyldt til værtindens store glæde. En lokal cd-udgave af musikken rigere og med en lille pind i øret gik vi glade i seng.