Tirsdag, den 16. juli 2002
Vi fløj med Varig fra La Paz hen på formiddagen og passerede endnu engang hen over de usigeligt smukke Andesbjerge. Sikken et syn. Denne gang var der færre skyer og sigtbarheden noget bedre.
Vi mellemlandede i Santa Cruz, der er den primære industriby i Bolivia og beliggende tæt på junglen. Det mærkede vi straks efter landingen. Luften i flyet blev meget varmere og fugtigere, da døren gik. Vi sad og talte med en belgisk kvinde, der arbejdede som NGO repræsentant i Bolivia. Hun fortalte at mange af Bolivias fabrikker er udenlandsk ejet og producerer til eksport. Det betyder desværre at de bolivianske indbyggere ofte må købe deres egne varer i importeret form, til langt højere pris, naturligvis.
Vi ankom til Sao Paulo ved 21.30-tiden. Vi var ret spændte, for de næste dage skulle vi bo hos noget af Anes familie, som vi ikke kendte. Og det var det rart at tænke på, at de ville hente os i lufthavnen. Sao Paulo har ikke det bedste ry.
Ane havde glædet sig til denne del af turen. Gennem hele sin barndom har hendes mormor fortalt om familien i Brasilien. Mormors søster, Inger, immigrerede da hun var 25 år, og siden har mormor besøgt hende, og hendes familie mange gange. Så Ane glædede sig til se og opleve de mennesker hun har hørt så meget om. Det var Ingers datter, Glaudia, og hendes mand, Gui, (Guillame). der havde tilbudt os logi i den kommende uges tid. De har to voksne børn, Raul og Cindia.
Claudia og Raul hentede os i lufthavnen og kørte os til byen Jundiai, hvor de bor. Den ligger en times kørsel fra Sao Paulo. På vejen underholdte Claudia os om forholdende i Brasilien og især kriminaliteten. Det sidste er blevet et stort problem og gør at familien har måttet tage sine forholdsregler. Claudias mand er læge og har tidligere arbejdet i Sao Paulo, men efter en kollega blev kidnappet mod en løsesum på $10.000 valgte han at starte en praksis i Jundiai.
Efter en lille times kørsel var vi fremme. Jundiai er en hyggelig by omkring på størrelse med Århus. Navnet er indiansk og opkaldt efter den å, der løber midt gennem byen. De bor i et dejligt hus sammen med gravhunden Jimmi og, meget usædvanlig i Brasilien, tre katte. Raul og Cindia bor ikke længere hjemme, med havde vinterferie i denne uge. Vi blev indlogeret og straks budt på øl og godter af Gui. Vi faldt hurtig i god snak, og blev ved til langt ud på aftenen. Det var ikke svært at forstå, hvorfor Anes mormor altid har snakket så varmt om disse mennesker. Det skulle nok blive en hyggelig uge!