Mandag, den 22. juli 2002
Claus: Søndag kørte vi tilbage til Jundiai og lagde den skønne strand bag os. Mandag formiddag pakkede vi vore rygsække endnu engang. Vi kørte med Claudia og Raul til Campinas, hvor Inger bor, Gui skulle på arbejde igen.
Inger bor alene i et fantastisk dejlig hus med swimmingpool og en stor have. George, hendes tyskfødte mand, døde nogle år tilbage. Campinas der ligger 40 km nord for Jundiai mod Rio, er på størrelse med København.
Det var skægt at se hendes hus. Også det havde Ane jo hørt meget om. Selvfølgelig var det ikke den bedste årstid at komme på, og det regnede også hele dagen, men man kunne levede forstille sig en sommerdag liggende ved poolen og nyde den skønne Caipirihna (en drink med brasiliansk rom, lemon, sukker og vand), som Inger så ofte har serveret for os når hun var i Danmark.
Knapt var vi kommet indenfor, før vi gæstfrit blev budt velkommen af ikke bare Inger, men også Gui's far og dennes kæreste. Lidt senere kom også Claudia's bror Willy og så var alle samlet til kaffe og kage. Det var nogle meget hyggelige mennesker. Gui's far havde booket bussen til Rio for os og gav sig straks i kast med at fortælles os, hvad vi burde se af attraktioner i Rio og hvad vi skulle holde os væk fra.
Senere på dagen var vi ude at gå og se på haven samt Gui's fars tidligere hus, som han var ved at omdanne til et hostel. Vi fik også tid til at besøge Willy og se hans værksted, hvor han lever af at udskære træfigurer og lave andet snedkerarbejde. Det var ret spændende.
Hen på aftenen, da gæsterne var taget hjem, tog Inger og vi ind til Campinas og "osede" i et storcenter, hvor vi også spiste. Det var en dejlig afslappet måde at være sammen på.
På vejen hjem kørte Claus bilen og det gik overraskende godt, især efter vi havde fundet den rigtige vej tilbage. Når man først har kørt bil i Italien, skal der meget til at ryste én. Vi nåede lige hjem, så Willy kunne køre os til bussen og turen mod Rio kunne begynde.
Det havde været nogle vidunderlige dage! Det var lidt trist at skulle sige farvel til familien, men måske vi kommer tilbage en dag..?