Lørdag, den 13. juli 2002
Claus: Morgenen begyndt hektisk. Vi skulle til La Paz, men bureauet havde skrevet forkert dato på billetten: 11/7! Da klokken var blevet ubehageligt mange aftalte vi at Ane skulle gå ned til bureauet og søge opklaring. Skulle bussen komme imens, kunne jeg jo blot bede chaufføren om at hente Ane.
Det kom nu ikke på tale, for pludselig kom Ane løbende og sagde at vi havde plads, men selv skulle ned til bussen. Der var alligevel ingen opsamling som lovet. Pyha, vi nåede det. Og var det ikke for den forkerte billetdato, var vi måske ikke kommet af sted i dag.
Turen var hel fantastisk. At køre langs Titicaca søen op mod Andesbjergene i strålende solskin er et bjergtagende syn. Vi nåede hurtigt grænsen til Bolivia og måtte afbryde "Den grønne mil" der kørte på bussens video. Skidt, vi havde jo set den før.
Ved grænsen skulle vi gå over til Bolivia og få stemplet pas. Det gik rimeligt nemt, da der var ekstra mandskab på til at betjene busserne. Fin service. Hele grænseområdet var virkelig et spændende samlingspunkt, hvor folk gik fra Bolivia til Peru og omvendt. Handlende satsede på at passagerene skulle vente, mens de mange skopudsere var helt overbevist om, at Nubuck-læder fint kunne tåle en gang creme. Efter tre kvarter fortsatte bussen ind mod badebyen Copacabana, som altså også findes i en boliviansk udgave.
Denne Copacabana var en smuk lille by, der blev brugt som knudepunkt for skift af bus. Herfra skulle vi fortsætte med en boliviansk bus til La Paz. Det var en velholdt og turistet by, placeret smukt i en bugt ned til søen. Her spiste vi frokost i fantastisk solskinsvejr og måtte erkende at det faktisk godt kunne blive pænt varmt her i højderne.
De mange små skopudser drenge kom hen og spurgte hvor vi kom fra. Da det hørte vi kom fra Danmark, spurgte de om vi havde nogle danske mønter. Det viste sig, at drengene samlede på internalionale mønter og handlede indbyrdes - med verdens ældste "Poke-mon" kort!
Vi fortsatte ned til et lille færgeleje ved Titicaca søen. Bussen kørte ombord på en pram og blev fragtet over ved brug af en lille påhængsmotor.
Imens måtte vi passagerer gå hen til en lille billetluge og købe billet til at blive sejlet over i en lille båd. På den anden side kunne vi så vente på at vores bus forhåbeligt kom helskindet over på til os. Pudsig oplevelse.
Ved et sving og et kig til venstre kom La Paz uventet til syne i dalen under os. Bussen stoppede 5 minutter, så vi kunne tage fotos. Sikke et fantastisk syn. I en dal omkranset af snedækkede bjerge lå denne hovedstad i 3,6 km højde. Vi kunne sagtens have brugt timer på dette syn, men vi havde et pænt stykke vej endnu, skulle det vise sig.
La Pas har 750.000 indbyggere + 650.000 i en nyere bydel bygget på den anden side af dalen. Det skal ses i forhold til at Bolivia har ca. 8 mio. indbyggere. Forstæderne er som i Peru, beskidte, uasfalterede og fattige. Men ellers virker centrum noget rigere og velholdt end fx Lima. I hvert fald kunne vi se at spilleautomaterne i de små spillehaller var af nyere dato end i Peru. Her i La Paz går Pacman og Donkey Kong ikke rigtigt længere.
Trafikken var kaotisk. Der var lørdagsmarked i dag og dertil var flere af gaderne i centrum afspærret, da La Paz havde fødselsdag den følgende mandag. Det ville vi glæde os til. Det gik hurtigt op for os, at dette var en storby, mens vi sad i en taxa på vej til vort hotel. Gåturen om aftenen gav dog et mere nuanceret indtryk. Vi fandt en perle af en restaurant: gammel, hyggelig og med den bedste mand vi har smagt på turen. Prisen var små kr. 60 for os begge! Bolivia var billigt. Hotellet kostede kr. 110 eller ca. 12-14 USD med eget bad & toilet. Så billigt havde vi ikke boet siden Lima.
Guiden i bussen fortalte at byen var ret sikker. Ingen knive, røverier eller pirat-taxaer. Dog kunne man komme ud for personer der ville udgive sig som politi og ville se dokumentation. De kunne finde på at køre én udenfor byen og røve alt. Men, vi skulle blot nægte og eventuelt henvise til vort hotel, hvor politiet så kunne kontakte os. Det var kun turistpolitiet der kunne forlange at se vores papirer - en information vi i øvrigt også kunne læse på hotellet. Nu måtte vi se. La Paz så ud til at blive en spændende oplevelse.