Torsdag, den 11. juli 2002
Ane: Vores 2-dags tur skulle vise sig at være lidt af en blandet fornøjelse. Vi sejlede ud i en halvåben båd fra Puno. Der var godt fyldt op og rift om pladserne. Omtrent 2/3 af deltagerne kunne sidde i læ, resten måtte side i det fri eller på taget og skutte sig i kulden.
Det første stop vi gjorde på sejlturen var ved Los Uros, "Sivøerne", hvor der rent faktisk bor indianere. Det var fascinerende.
De bruger en slags siv til at bygge både og huse. Guiden fortalte at den type siv var en slags frugt, som indbyggerne spiser. Det er godt for tænderne, da det bl.a. indeholder flour.
Til at bygge selve øerne bruges en anden slags siv, der minder lidt om træ-rødder. Øerne flyder og er ankret til sø bunden, så man kan skifte beliggenhed efter behov.
Beboerne bor der i dag primært fordi det tiltrækker turister. De tjener så penge på udflugterne, på at sælge souvenirs og kræver såmænd også en skærv for at blive fotograferet.
Det virkede lidt forkert at skulle betale for et billede, lidt for "vi er her for at se på jer"-agtigt. Fattigdommen er dog så stor, at det trods alt er en værdig måde at hjælpe på. Noget for noget.
Vi blev inviteret ud på ro-tur fra den ene siv ø til en anden, i en rekonstruktion af deres gamle sivbåde. Man følte sig som en helt Kon-Tiki ekspedition og var noget bekymrede for at om vi kom tørskoede i land. Drivkraften var såmænd en rorgænger, der blot rokkede roret fra side til side. Det gik dog fint, omend langsomt og vi kom sikkert i "land".
På den anden siv-ø kunne vi se en lille skole og nogle af de hytter, de lokale bor i. Et udkigstårn gjorde det muligt at få et godt overblik, selvom tårnet selvsagt virkede noget vaklende.
Det var meget imponerende at se, hvad der kan bygges ved hjælp af naturens egne materialer. Fugten og det fodkolde underlag ville dog i længde være ubehagelig.
Vi sagde farvel til Los Uros og fortsatte i turbåden ud på Titicaca søen. Vi kendte ikke stort mere til turens program, end at den varede to dage, omfattede besøg på tre øer og var anbefalelsesværdig. Vi havde i hvert fald fået den anbefalet. Efter næsten fire timers sejlads ankom vi så til øen Amantani.
Vi troede vi skulle bo i fælles hytter som ved Machu Picchu på øen Amantani, men i stedet skulle vi bo privat hos de lokale. Det lød lidt vildt synes vi, at komme ind hos en indiansk familie og ikke kunne snakke sammen. Men også spændende. Vi ville få lokalt mad at spise, fortalte vores guide. Ikke noget med pizza eller pommes frites her.
Indianerkvinderne sad i deres festdragter for vores fornøjelses skyld og så blev vi fordelt. Vi fulgte vores nye vært med op på øen, en pæn gåtur op til et lille hus af ler og blik, og vi fik tildelt et lille værelse med to senge af siv og et bord.
På væggen hang et par gamle kalendere og gjorde pynt. Gardinerne var af plastic, med billeder af hummer, rejer, kaffe, brød og pommes frites. Der var koldt. Vi var dødtrætte i ryggen, hvilket nok skyldes den lidt ubekvemme sejltur på 4 timer.
Nå, men efter at have ventet i det lille kolde rum i næsten en time, kom vores værtinde og hentede os til frokost. Kommunikationen var meget med tegnsprog, smil og små "hmm?", men det lykkedes da. Vi kom ikke ind i deres hjem, selvfølgelig ikke, det var jo deres privatliv. I stedet måtte vi spise i et rum med en lille disk. Her kunne man også købe lidt vand, toiletpapir og den slags. Så var der et bord, en bænk, en stol og et par gamle reklameplakater.
Her sad vi så og frøs. Det var meget koldt, men heldigvis stod menuen på varm grønsagssuppe med friturestegt dej og ris. Det hele undtagen risen, smagte rigtigt godt. Vi fik også noget urtete, der traditionen tro skulle virke mod højdesyge.
Kort tid efter skulle vi på en arrangeret tur op på toppen af øen for at se et tempel af en slags i 4200 meters højde. Puh, det var en hårdt at gå opad i tynd luft med fuld mave. Men vi fik bestemt varmen. Vi var desværre utroligt mange i gruppen eller grupperne, for der var flere grupper på vej op. Så vi følte os lidt på charterudflugt, sådan som vi gik i lange rækker til udsigtspunktet. Udsigten var til gengæld henrivende og solen gik ned lige bag ved bjergene som vi kom derop. Claus fik travlt med sit kamera.
De lokaler bruger stadig templet ved særlige lejligheder. En gang om året i januar samles alle 4.000 indbyggere og laver en rituel offerhandling, hvori der består 3 coca-blade. Tallet 3 er vigtigt for dem. Guiden fortalte om et lidt indviklet system med sol, stjerne, måne og fortid, fremtid og nutid, slange, puma og kondor.
Vi skulle ned inden det blev mørkt, hvilket vi knapt nåede. Vores værtinde stod og tog imod os og vi blev igen placeret i det kolde soveværelse og ventede. Efter en times tid, som vi brugte på at skrive postkort, blev vi hentet til aftensmaden. Menuen stod på suppe igen, kartoffelsuppe samt en skål med spejlæg og to slags søde kartofler. Udmærket mad.
Så blev vi spurgt om vi ville have fint tøj på. Vi skulle ned og danse i et fælles lokale. Vi takkede nej og gik efter manden i bulder mørke med lommelygte ned til en stald lignende "sal".
Nogle af de andre fra gruppen var iklædt deres festtøj, dvs. indianernes festtøj. De så meget fine ud, men vi følte det noget søgt. Musikken spillede op og de gamle indianerkvinder bød nogle af vore mænd op. Jeg var noget skuffet, da jeg havde troet at vi skulle lære en af deres traditionelle danse at kende, men nej. Jeg var glad for at jeg havde sagt nej til tøjet. Jeg var så træt at jeg bare gerne ville i seng.
Efter et par danse, fandt vi vores vært og blev fulgt hjem, så vi kunne komme i seng. Grisefesten eksisterer lidt i Peru også…