Mandag, den 7. juli 2003
Solen stod fra en skyfri himmel og det var ret varmt i Puebla centrum. Vi spiste morgenmad på balkonen lige ud til Zocalo torvet. Restauranten havde godt nok ikke morgenmad og deres kaffe smagte ikke godt, men beliggenheden var perfekt.
Vore sparsomme spanske gloser rakte ikke langt, så da vi sagde ja tak til tjenerens forslag ventede vi spændte på resultatet. Det blev en slags suppe med brune bønner og bacon, serveret med den typiske salsa blanding som tilbehør bestående af peber, tomat, løg og korriander. En kulinarisk overraskelse fra morgenstunden, må man nok sige.
Vi gik ned ad ”Calle 2 Norte” og så huset ”Casa de los Muñecos” med de satiriske kakler over byens spidser, lavet af husets ejer efter han blev slæbt i retten for at have bygget et hus højere end de andres. Vi fortsatte til ”Museo Amparo”, der var en flot samling af pre-hispanic kunst indrettet i en flot gammel kolonibygning. I en af længerne kunne man se de gamle stuer med smukke møbler og fantastisk stuk. Desværre kostede det penge at fotografere, hvilket strider en del mod vore principper. Generelt må man ellers fotografere på alle museer i Mexico, dog hverken med stativ eller blitz.
Senere tog vi en taxa til ”Museo Ferracarril” der var et stort udendørs udstilling af gamle lokomotiver, vogne og andre effekter fra jernbanens storhedstid i Mexico, indrettet i haven rundt om den gamle togstation. Desværre var museet midlertidigt lukket og vi kunne kun se lokomotiverne udefra. Turen var ret interessant, idet vi kom rundt i byens yderkvarter og så både meget idylliske facader og mere slidt og fattige kvarterer.
Herefter var det med bus retur til Mexico City. Det føltes meget forkert at forlade denne oase af idyl, smukke bygninger, charme og god atmosfære. Det var virkelig et sted man kunne forelske sig i, i hvert fald i midtbyen. Pueblas historiske centrum ligger i klasse med Firenze og Venedig, et virkeligt ”must-see” for enhver, der besøger Mexico.
Da vi ankom til Mexico, begyndte det så småt at regne, og da vi ud stod af bussen, stod det ned i stænger. Det var fuldstændig vildt. Vejen var hvid af skum, det vil sige, kæmpehagl. Heldigvis var der halvtag, der hvor bussen holdt, så vi undgik at blive våde.
Turen hjem viste sig at tage ligeså lang tid som selve busturen. Vi fandt metroen, efter fascineret at have studeret regnvejret. I metroen stod vi først at ventede 20 min i vognene før den kørte. Derefter kørte den lidt og holdt igen, og sådan gentog det sig. På et tidspunkt blev der annonceret noget over højtaleren, og nogle stod af. Vi prøvede at se spørgende og underende ud, men der var ingen, der lod til at kunne oversætte.
Det viste sig senere at meldingen skyldes at hele den blå linie var lukket som følge af oversvømmelse, hvilket således også omfattede vores endestation. Der var ingen vej udenom, vi måtte ud på gaden og trave den lange vej tilbage fuldt læsset med al vores bagage. Heldigvis var det holdt op med at regne, og alle de lokale mexicanere, der også travede i lange rækker var venlige og hjælpsomme med at vise vej.