Fredag, den 11. juli 2003
Planen var at stå tidligt op og tage bussen til Palenque. Vi havde dog overvejet at tage på udflugt til Lago Miramar og Ranch Esmeralda, der var blevet varmt anbefalet i guidebogen, men opgav, da turen varede 4 dage og var ret dyr (USD 350 per mand). I stedet ville vi satse på nogle udflugter fra Palenque, da byen ligger bedre højdemæssigt hertil.
Vi havde dog behov for at hæve flere penge, inden vi skulle afsted. Banken ville gerne tage MasterCard men krævede pas – og en fotokopi heraf, idet deres kopimaskine var i stykker. Altså måtte vi ud på gaderne for at finde en kopiservice. Den første var lukket, den næste havde problemer med maskinen og tredje gang lykkedes det. Tilbage til banken, trække nyt nummer, vente og endelig havde vi penge, men brugt megen tid.
Det endte med at vi nåede bus centralen samtidigt med at bussen kørte. Da køen var ½ time lang, havde vi nok ikke nået det alligevel. Vi kom afsted kl. 13.15 og forventede at turen ville være en god oplevelse og tage 4 timer. Vi skulle blive klogere.
Turen på de 190 km gik med en snitfart på 40 km/t og var en lang nedstigning ad hårnålesving og stop for vejbump. Det var som at køre i en ruschebane af de mere ubehagelige af slagsen og Ane begyndte at blive køresyg.
Halvvejs holdt vi 20 minutters pause i byen Ocosingo hvor varmen slog til igen med godt 30 grader. Her kunne vi proviantere og komme på toilettet, så vi kunne spare på bussens kapacitet på det område. Den lille by var ikke meget mere end nogle få huse og sandfyldte veje, men var skueplads for en af de blodigste slag i Zapatista oprøret i 1994, hvor mere end 50 oprører blev skudt af mexicanske tropper.
Vi fortsatte og regnede nok med at vejene ville flade ud og blive mere lige, hvilket dog ikke var tilfældet. Rutschebaneturen fortsatte ned, til højre, til venstre, stop for bump og så videre. Ane blev blegere og blegere og måtte til sidst overgive sig. Hun kastede op og sad med hænderne fulde, mens hun grædende bad chaufføren stoppe. Det turde han ikke på de smalle veje, så der gik nogle rædsomme minutter, før en rasteplads endelig åbenbarede sig og Ane kunne komme ud og få vasket hænder, sko og bluse.
uren herfra var en uskøn blanding af bræk på gulvet, sympati fra de andre passagerer og erkendelsen af at turen nok nærmere tog 5 timer, end de estimerede fire.
Alle passagerer var trætte og ivrige efter at komme ud af bussen og ind i byen Palenque for at nyde mere af ferien og glemme busture i bjergene.
Palenque by er meget lille og lever kun af de turister, der skal ud at se de berømte ruiner, og det sætter jo sit præg. Maden er bestemt ikke noget værd at skrive hjem om: stift fladt kød, fritter og nachos med guacamole. Den eneste forskel på en bi-steak og en filet er prisen. Æv!