Tirsdag, den 15. juli 2003
Vores anden dag i Villahermosa vidste sig at blive en god dag. Vi fandt vist den eneste perle i byen. Det er et museum og parkområde, ”Parque-Museo La Venta”, som en poet Carlos Perchelli havde skabt. Der var en lille zoologisk have og et stort parkområde, med Mayaskulpturer, der var hentet hertil fra kystområderne på poetens initiativ og dermed reddet fra erosion og forglemmelse.
Opgaven med at flytte de kolossale Olmec hoveder har været stor specielt taget i betragtning at vejene ikke var asfalteret i 1950’erne. Danskeren Frans Blom lavede de første undersøgelser i 1925 og hans arbejde blev fortsat af arkæologer fra nærliggende universiteter og i 1940 opdagede Matthew Stirling fem Olmec hoveder lavet i basalt, hvoraf den største på to meters højde vejer over 24 tons. Den dag i dag er det stadig et mysterium, hvordan mayerne kunne flytte disse kollosale statuer mere end 100 km uden kendskab til hjulet.
Den lille zoologiske park var en skøn jungle med mange sjove dyr, der er typiske for Tabasco området. Her så vi dovne ”Spider monkeys”, jaguarer, puma, tukaner og krokediller.
Da vi kom ud, sad vi og fik lidt koldt at drikke, og pludselig så vi sørme en kolibri hængende i luften! Og lidt senere en lille abe, der sad i træet og spiste. Sikke en oplevelse. Kolibrien var simpelthen så lille og fløj afsindigt hurtigt. Det havde vi aldrig set før.
Senere måtte vi sidde i den lille, men dejligt kølige lufthavn og vente. Flyet viste sig at være over en time forsinket og der blev ikke givet nogen information, ligesom ingen af personalet kunne fortælle noget om, hvornår vi skulle af sted. Det var lidt frustrerende. Vi skulle flyve med en gammel spand af en DC-9, men det gik jo fint igen.
Byen Merida skulle ifølge guidebogen være en gammel koloniby, der gennem tiderne har holdt kraftigt på sin selvstændighed og da også holdt stand i ”Castle War” i 1840’erne. Byen er stor i udstrækning, der bor næsten 700.000 og der er ingen højhuse. Næsten alle huse er i stueplan og de er meget forfaldne, så der er ikke meget koloni idyl over byen længere.
Området omkring Plaza er dog rimeligt idyllisk med katedralen og pladsen med grønne træer. Man kunne køre hestevogn omkring i byen, hestene havde en opsamlingspose bagpå, så de ikke klattede på vejen.
Merida var varm og uskøn og på ingen måde en by, der indbød til længerevarende ophold. Vi ønskede dog ikke at rejse videre straks, da vi havde tid nok. Vi sparede på hotellet og fandt et rimeligt hotel ”Casa Becil”, med en meget flink engelsk talende vært.
Hotellet havde kun et ledigt værelse tilbage og der larmede viften en del, hvilket værten beklagede meget. Vi tænkte at det nok gik for en enkelt nat, men natten blev dog lang. Viften larmede meget og den ene madras alt for blød, så ryggen havde det skidt om morgenen.
Havde vi prøvet sengene inden vi tog værelset, som vi plejer, var vi nok gået over til konkurrenten på den anden side af gaden. Men høflig betjening betaler sig som bekendt og vi var trætte.