Lør-Fre, den 19.-25. juli 2003
Paradisøen er desværre også en turistmagnet med restauranter side og side, hvor den ene spiller højere musik, end naboen. Mexico er som nævnt støjende og der spilles musik på gader, stræder i busser og på restauranter. Her fandt vi dog en restaurant med en rigtig levende pianist, hvilket var en vældig god oplevelse. Det autentiske Mexico skal man ikke forvente at finde her og vi måtte også erkende at vi havde været forkælet med, kun at se turister ved ruinerne. Nu følte vi at de alle samlet her.
Vi lejede en scooter, selvom prisen på USD 25 pr. dag syntes noget dyr, men det viste sig senere at være et helt suverænt transportmiddel, da øen kun er 8 km lang. Vi lejede også snorkle udstyr og var således klar til at udforske strandene og det krystalklare vand.
Det var helt vildt sjovt at fræse rundt på scooteren, med vind i håret! Vi drønede lidt rundt, og prøvede at finde en strand. Men der var huse eller hoteller over det hele. Vi stoppede ved et dyrt lille hotel, og de viste os vej gennem lobby’en til en skøn lille strand med tørrede palmeparasoller og liggestole. Alle har strandret her, hvorfor hotellerne ikke kan hindre os adgang, og da heller ikke gjorde det. Vi lærte senere fra nogle lokale, at de indianske mexicanere ikke altid får adgang til strandene af hotellerne, hvilket var lidt ubehageligt at høre.
Vi fik smagt på vandet, men der var ikke noget at snokle efter, så vi smuttede videre til et andet lille hotel vi fandt i den anden ende af øen. Vi så fiskestimer under badebroen, men ikke af de vildt farverige slags. Efter lidt tid, kom der en 40 fods sejlbåd og lagde til badebroen. Vi troede de var italienere, men det vidste sig at være mexicanere fra Cancun. Kort efter faldt vi i snak med dem, og blev inviteret om bord til et glas vin, og havde nogle meget hyggelige timer i solen. Endelig nogle mexicanere der kunne ordentligt engelsk.
Mens de fleste hoppede i vandet, sad vi og snakkede med en lidt ældre dame, der kunne fortælle os lidt om, hvordan det er at bo i landet. Vi hørte om hvor utrolig meget korruption her er, og om hvordan kun halvdelen af befolkningen gider betale skat. Endnu engang kunne vi fortælle om det danske system, der i forhold til dette lyder perfekt, og hun var måbende.
Da de kom op af vandet igen, inviterede de os med til frokost på en restaurant, der lå ved vandet, under et stor tørret palmetag. Vi tøvede lidt, ville jo nødig føle os anmasende, men vi valgte at følge med, da vi havde sikret os at kunne betale med creditcard.
Vi var 15 mand om bordet til en skøn frokost bestående af forskellige lokale fiskeretter, og mexicansk øl. Det var dejligt at få noget i maven, efter en lang dag. Klokken var 16, da vi ville til at bryde op, for at tage ud og snorkle igen. Da vi ville betale, insisterede gruppen på at betale vores frokost, vi skulle bestemt mærke den mexicanske gæstfrihed.
Det stoppede i øvrigt ikke her. En af familierne var sejlet herover fra Cancun på to jetski og da de hørte vi ville snorkle, tilbød de at tage os med ud på revet, så vi kunne se hvor smukt det caribiske hav kunne være. Den invitation var vi ikke sene til at tage imod, især ikke da vi tidligere havde overvejet en udflugt til revet, men droppet på grund af de høje priser.
Det var utroligt flot at snorkle rundt på revet. Vi så utallige, farverige fisk og sandelig også en rokke. Familien viste os de gode steder og var meget opmærksomme på vores sikkerhed. Efter næsten en time i vandet, fik jeg lov til at sejle os tilbage på jetski, hvilket var en rigtig fed oplevelse.
Tilbage på Isla Mujeres kunne vi mærke prisen for en dag i solen. Trods solcreme med faktor 14, havde vores rygge det ikke godt, og vi fik lidt kvalme og plejede huden med aftersun. Det lagde naturligvis en dæmper på de næste dages udfoldelser og betød at vi havde t-shirt på hele dagen, også i vandet! Vi var dødtrætte, kroppen bruger alligevel meget energi på en solskoldning. Heldigvis kunne vi tage det stille og roligt.
Vi lejede scooteren to dage mere, og kørte ud igen og kikkede os rundt. Vi fik en dejlig middag ved en liile restaurant der lå på selve stranden, og det var herligt at sidde med fødderne i sand og nyde en kold øl til pragtfuld fisk!
Det blev tirsdag og dagene begyndte at ligne hinanden, hvilket var lidt at en kontrast til de forrige ugers hektiske rejseaktivitet. Midt i strandferien kunne vi fornemme at turen snart ville få en ende og inde i vore hoveder begyndte planlægningen af hjemrejsen så småt at tage form. Det gik dog ikke hurtigere end at vi stadig kom rundt på øen med vores scooter, fik taget billeder og badet i det smukke vand.
På den mest idylliske hvide stand med azurblåt vand fik jeg så sagt de magiske ord og friede til Ane på ”min egen jyske facon” som hun udtrykte det. Et bedre sted kunne man næsten ikke forestille sig. Hun sagde heldigvis ”ja” og sådan blev dagen perfekt.
Hjemrejsen blev en smule kaotisk. Vi tog chancen og regnede med at finde et billigt hotel i Cancun aftenen før vi skulle hjem, men det viste sig at være sværre end vi forventede. Første efter femte forsøg, fandt vores hjælpsomme taxa chauffør et billigt hotel der havde plads.
Da vi tidligt næste morgen mødte op i lufthavnen, viste det sig at vi var kommet en dag for tidligt afsted. Vi havde regnet galt, idet vi fortsatte fra Valladolid om eftermiddagen i stedet for at vente til dagen efter.
I vores iver på at holde styr på økonomi, dage og tider, havde vi bekræftet os selv i at vi var en dag længere fremme end vi var. Det kostede os ekstra USD 200 hos flyselskabet, men til gengæld ville vi få en fridag mere inden vi skulle på arbejde igen.
Det blev nogle stressede timer i lufthavnen, inden vi kunne læne os tilbage i flysædet med et smil og mange minder på nethinden.