Mandag, den 14. juli 2003
Det var tid at forlade Chiapas til fordel for Yucatan halvøen, hvor der jo også skulle være rigtig mange seværdigheder. Vi havde hørt at vegetationen hele vejen derop skulle være meget ensartet, hvorfor vi havde valgt at flyve fra Villahermosa til Merida.
Vi skulle altså videre til Villahermosa, der ligger i staten ”Tabasco” og var spændte på om busturen ville være ligeså slem som den fra San Christobal til Palenque. Forudsætningerne var bedre, da maven var i orden og vi havde ekstra plastikposer med for alle tilfælde. Måske var Harry potter filmen de viste på spansk, eller vejen, der var rimelig lige. I hvert fald ankom vi 2,5 time senere til Villahermosa i god stand.
Guidebogen havde ikke skrevet særlig rosende om byen, og det kan man godt forstå. Vi fandt et rimeligt elendigt, men billigt hotel, og gik ud for at finde noget at spise og drikke. Vi fortrød faktisk lidt at vi ikke havde ændret flybilletten til i dag, så vi ikke skulle overnatte. Byen er kedelig, ucharmerende og ufattelig varm og fugtig.
Senere ville vi finde en god restaurant, og vi nærlæste guidebogen for det bedste bud. Vi gik små tre kilometer langs floden og det var rart at få rørt benene. Temparaturen var mere passende nu, da det havde blæst lidt op.
Det lykkedes at finde den afsidesliggende restaurant og vi ret spændte på dette meget roste sted. Det begyndte desværre ikke godt, da de serverede en ret ulækker Pina Colada, mens vi bestilte huset specialitet – en dejlig indbagt fiskeret.
I baggrunden begyndte nogle tømrer at hamre og larme på en scene af en slags. De blev ved, og vi overvejede at gå. Tjeneren forsikrede at de snart var færdige, så vi tog det med et smil, vi var trods alt de eneste gæster i restauranten. Maden kom, og den så god ud. Vi fik en hel flaske vin, selv om vi kun havde bestilt et glas. Da vi prøvede at forklare tjeneren fejlen, gik der for alvor kludder i det. Først fik vi et vandglas, så to. Så fik vi fandt i den tjener, der skulle formodes at tale engelsk. Så fik vi to vinglas til! Det var ret grinagtigt.
Efterhånden holdt tømrerne dog op, og maden smagte godt. Der kom musik på (som altid, Mexico er et larmende land). Da vi var de eneste gæster, tillod vi os at bede om at slukke for musikken. Tjeneren nikkede og gik ind og satte noget andet på!
Da vi skulle betale, var det lidt at et gedemarked igen. Vi ville ikke betale for en hel flaske vin, da vi kun havde bestil to glas. Det tog lang tid at forklare, specielt da tjenerne ikke ville hente den anden, der talte lidt engelsk. Men det lykkedes til sidst, og vi betalte for tre glas, og de ringede efter en taxi. De var en spøjs aften, og desværre lidt dyr i forhold til oplevelsen.