Tirs-Ons, den 8.-9. juli 2003
Efter en hård nat med jagt på myg og for lidt søvn, fløj vi forventningsfulde til Tuxla Gutierrez, der var udgangspunkt for vor videre færd til det fattige Chiapas. Flyet var ret forsinket, men vi kom afsted og nød udsigten over det sydlige Mexico og det Caribiske hav.
Det var sidst på eftermiddagen da vi landede i Tuxla Gutierrez, der sandt at sige ikke en by der er værd at bruge for meget tid i. Det er en moderne, stor by der er lidt mere beskidt og snusket end vi ellers har set. Det var sjovt at gå rundt at kikke, men der er ikke meget at komme efter. Fugten og de 35 graders varme var ved at slå os i gulvet. Vi havde jo dårligt sovet om natten, og vi havde ikke fået noget frokost.
Vi tog det stille og roligt, fik hos et læs lækkert lammekød med peberfrugter og løg og guacamole, inden vi gik tilbage til Hotel Casablanca’s små værelser, de mange planter og efter sigende tyvagtige rengøringspersonale.
Dagen efter sov vi længe og dasede i den hårde seng. Vi skulle også have pakket sammen, og det blev sent inden vi kom ud og fik morgenmad. Feriemaven var begyndt, og vi havde kvalme og var svimmel. Da vi havde spist godt, fandt vi bussen til ”Chiapa de Corzo”, nu skulle vi ud i naturen for alvor og se ”Cañón del Sumidero”. Det var en lokal, gammel bus, og det var ikke meget plads til benene.
Vi blev sat af, hvor motorvej 199 krydser floden og gik ned til bådfarten. Her fik vi købt billet, og efter lang ventetid i motorbåden i bagende sol, kom vi af sted. Og det var bestemt turen værd. Det var en fantastisk smuk tur, Vi sejlede gennem en kløft med smukke, stejle klipper, på enkelte steder var de en kilometer høje. Båden gjorde stop i spændende kløfter og under vandfald, mens vi kunne nyde de mange fugle og den friske luft. Det tog lidt over 2 timer, og det var det bedste vi endnu havde gjort!
Tilbage i Tuxla, hentede vi vores grej, og tog en noget bedre bus til byen San Christóbal de Las Casas. Turen var henrivende. Vi kørte 1500 meter op, så udsigten var derefter. Grønt og bakket.