Thailand - 1997 - Spileren sat

Onsdag den 29. oktober 1997 - Skrevet af: Lise 

Efter endnu en stilfærdig opvågning og indtagelse af morgenmad udsendes en provianteringsekspedition til Ao Po. Ifølge havneguiden skulle der være mulighed for at proviantere, så vi lægger til ved jetty'en og efter et vist kravlearbejde (det er lavvande og broen er høj) laver vi raid i Ao Po. Indkøbslisten er ikke meget værd - udvalget af vore favoritvarer er begrænset. Vi køber lidt af hvert, det vi nu føler os inspireret af og håber at det kan kombineres på rimelig vis.

Vel tilbage ved Patrice, letter vi anker, styrer os fri af suspekte områder og sætter spileren. For første gang sejler vi uden motor - herligt. Også en god ting at vi skyder god fart uden at det er nødvendigt at tage solsejlet ned. Lidt syd for Koh Panak bliver vi tilbudt friskfangede rejer. Vi køber dem for 200 bath, vistnok lidt dyrt - men de startede på 500 bath.

Midt på vestsiden af Koh Panak bliver Karsten tilbage med kaffe og chokolade, mens vi andre (6 i gummibåden og 2 med snorkel) sejler ind i vores første "hong".

Imponerende sted - dyndspringere, krabber, mudder, "stueplanter" med mere - for slet ikke at tale om lydene.

Videre mod Ko Hong. Efter flere forsøg er vi endelig anbragt på forsvarlig vis med anker + trosse i land. Det hele foregår i tiltagende mørke og tropiske regnskyl. Børge udmåler dybden til 4 meter. Et noget interesssant projekt i betragtning af det aktuelle højvande og en tidevandsforskel på 2 meter. Ved 4-tiden finder han en dybde på 1½-1 meter - det føles også som om vi står godt forankret i mudderet.

Rikke og Peter er mestre for den mest forrygende thailandsk indspirerede reje/bønne/kokos/nudelsuppe - ingen restauranter lige i nærheden!!