Søndag den 2. november 1997 - Skrevet af: Rikke Pedersen
Efter endnu en øredøvende nats "søvn" vågner man op til et hårdt program med stramme tidshorisonter, idet vi jo er på ferie!?! Der er mange ting, der skal nås - første punkt på listen er minimum 1 times morgenmad, hvilket overståes i ro og mag. Næste punkt på dagsordenen er et besøg i en drypstenshule bagved restauranten, vi spiste i for 2 aftener siden.
Alle valfarter dertil i højt humør, bevæbnet med lommelygter og "solidt" fodtøj. Stien ind i hulen har nok engang været en meget fin og velfungerende gangbro lavet af træ, men stadiet den nu befinder sig på, kaldes vist nærmere pindebrænde.
Lise beslutter sig for at vente udenfor i sikkerhed - på grund af en dårlig ankel. Vi andre kæmper os vej gennem mørket, mudderet samt pindebrændet ind til en stor flot hule, hvor man kan spille xylofon på stalakitterne. Da vi kommer ud igen, ser vi at Lise har holdt fest - med snesevis af centimeter-store myg, som vi andre også lige når at hilse på, inden vi styrter videre mod klatreturen.
Sus, Lise, Rita, Søren og Claus sætter sig og får en bid frokost og en kold øl, mens Karsten, Børge, Peter og jeg (Rikke) begiver os over til stien, hvor klatreturen har sit udgangspunkt. På vej dertil når vi lige at hilse på en flok aber, som gnasker kokosnødder.