Mandag den 3. november 1997 - Skrevet af: Claus Jepsen
Vi vidste godt at Phi Phi Don var en turist-fælde og en af rygsæk folkets "must-see-places". Det mærkede vi straks, da vi steg af dinky'en med kurs mod strøggaden. Her kunne købes smykker, tøj, is - ja, alt hvad turist-hjertede begærede. Her blev hentet vand til båden i Phi Phi Dons bagside, hvor pindehytter med legende børn og støjende hunde, lå side om side med rigt udstyrede europæisk udseende bungalows.
Der blev nydt Thai-massage og tinget om sølvsmykker og spist på restauranter med dusinvis af turister og danskere. En af dem - Jane fra Esbjerg - havde da også lige tid til en øl og en snak, inden Clausemand skulle tilbage til dinky'en, ud til Patrice og i seng.
Tirsdag den 4. november 1997 - Phi Phi Lee - Skrevet af: Claus Jepsen
Med kursen rettet mod Koh Karachi, valgte vi en omvej forbi Phi-Phi's sydlige ø, hvor hulen med svalerederne var. Besætningen delte sig i to, hvor det ene hold tog på hule-ekskursion, mens det andet hold trodsede de vildt drevne og tætgående motorbåde samt hysteriske japanske dykkerturister.
Svalerederne i disse huler var en udsøgt delikatesse i Kina, brugt til at koge suppe på! Naturligvis en dyr og ret søgt delikatesse. Af samme årsag var "Vikinge"-hulen som stedet blev kaldt, "indrettet" med nødtørftige stilladser, der førte helt op i toppen af hulen - vel omkring 70-100 meter over os.
Den lokale guide, der også anså sig som den lokale klatre-champignon, tilbød at hente en rede i højderne for 100 Baaaaaaath. vi mente dog nok at kunne gennemskue, at han nok havde en "folde-ud- origami"-rede i underbukserne, som han så kunne "finde" deroppe.
Navnet "Vikinge"-hule var i øvrigt et resultat af en historisk misforståelse. Hulemalerier på den ene væg, viste en armada af sejlskibe - mange hundrede år gamle, men altså ikke vikingeskibe, som finderen må have troet. Desværre, det ville have været en smuk nordisk bedrift.