Lørdag den 1. november 1997 - Skrevet af: Peter Danielsen
Efter en "stille" longtail nat i Ao Phra Nang, var målet med dagen en indkøbstur til Krabi. Efter lidt badning & morgenmad hyrede vi en ung Thai og hans longtail for 600 flagermus (baths). Der var meget delte meninger om hans alder, budene gik helt fra 18 - 32 år, men han var ikke en dag over 20!
En vigtig detalje når man sejler longtail er regnjakke, specielt mod bølgerne - her er det også vigtigt at huske at indkøbssedlen skal være skrevet hjemmefra! På med høreværn og så afsted. Efter en halv time til tre kvarter (de føltes som flere timer) gik motoren ud og vi drev stille ind til en trappe, hvor vores chauffør ankrede behændigt op. Så løb han efter benzin, mens Børge gav undertegnede (Peter) lektioner i tango - hvor svært kan det være !!
Der blev også lige plukket et par blomster til den underskønne (Rikke). Fluks var vores chauffør tilbage og vi sejlede det sidste korte stykke til byen. Undervejs på turen blev humøret holdt oppe med skønsang a la "Himmelhunden".
I Krabi blev der først og fremmest vekslet penge og så skulle vi dælme ha' noget frokost. Herefter blev indkøbene uddelt i mindre portioner og der var nu frit slag i Krabi. Som aftalt mødtes vi kl. 15.38 ved båden og efter lidt roderi blandt andre longtails, kom vi afsted. Det var imellemtiden blevet temmelig lavvandet og det mærkede vi på vej ud, da vi lige skrabede hen over bunden, men skidt. Thai'en var jo stedkendt - NOT!
Et stykke ude i bugten, mens alle sad og døsede lidt i larmen, sejlede vor chauffør direkte på et rev - han sov vist også. Så måtte næsten hele bådens besætning ud og skubbe båden fri - herligt! Det lykkedes og videre gik det, nu var vi meget spændte på om Patrice III stadig lå i bugten. Karsten har på turen fortalt, hvorledes både Patrice og en anden båd tidligere var blevet stjålet fra selvsamme bugt, mens besætningen var i Krabi.
Men båden var der, med indhold und alles. Herefter var der fri dykning og om aftenen tog vi ind for at prøve endnu en restaurant. Denne gang var det en temmelig stilig restaurant, hvor bordets tjener på intet tidspunkt veg fra vores side. Maden kulminerede i et sandt chili-orgie, sveden formelig drev af de værst ramte.
Så luskede vi hjem til båden, vi troede vi havde fundet en smutvej, men nej - vi dukkede op i en forkert vig, og da vi prøvede at skyde genvej gennem smølfeland, blev vi heglet ud af vagten. Så måtte vi først hele vejen tilbage, men igen fik undertegnede lov til at gå gennem smølfeland sammen med Rikke og en guide. Om aftenen blev der som sædvanlig hygget og så til køjs.