Thailand - 1997 - Fakta om turen

Baggrund

Turen varede 14 dage og det er jo alt for lidt. Ønsker du at se et anderledes Thailand end det, rejsebureauerne tilbyder, er det bestemt værd at overveje sådan en sejlferie.
 
Man undgår de fleste turister, møder de lokale på tomandshånd og ser øer, der endnu sjældent får besøg udefra. Tilmed kan man blive på de smukke steder, når bådene med turister skal hjem - og nyde stilheden og naturen. Og se, hvordan de lokale fiskere hygger sig og sover i deres longtails.

Kan du samle et hold af folk, som tror det kan lide at sejle, er dette virkeligt oplagt. Båden, Patrice III, ejes af danske Bo Søndergaard, der bor fast i Thailand. Skriv til ham direkte eller kontakt mig, så kan det være at han eller andre både han kan stå inde for, kan tage jer med på en charter.

Thai'erne er generelt et meget venligt og åbent folkefærd - og man føler sig meget tryg her, især på Phuket. I Bangkok er der meget tyveri og såmænd nok også værre ting - så man skal selvfølgelig bruge sin sunde fornuft.
 
Vi så ingen prostitution, men det findes og blev advaret om, at man skulle holde et vågent øje med sine små børn, da bortførelser var set.

Generelt havde vi dog absolut ingen dårlige erfaringer - og selv vort udulige thailandske udtale forsøgte de at forstå. Ret imponerende.


Medicin

Vi medbragte og brugte bl.a.: Imodium (mod diarre), piller mod hård mave, Panodil, myggespray, plaster, gaze og kompres-bind. Malariapiller er ikke nødvendige på Phuket, men kontakt Statens Seruminstitut hvis du skal rejse rundt andre steder i landet.


Økonomi

Jeg brugte ca. kr. 14.000 på turen incl. fly. Selve flyrejsen blev booket gennem Jysk Rejsebureau og kostede omkring 5-6.000. Vi fløj med Lauda Air og det kan fint anbefales. Det er i øvrigt racerkøreren Niki Lauda, der står bag det selskab. Båden koster omkring 4-500 kroner pr. mand pr. dag alt efter sæson og hvor længe man sejler med. Kontakt Bo Søndergaard for priser (se link nedenfor).

Mad er relativ billig - og gudeskøn i Thailand. Jeg tror aldrig jeg har fået bedre mad noget steds i verden! Det er på ingen måde at sammenligne med thaimad i Europa - så spis løs. Øl er halvdyre, til gengæld med kraftig dansk islæt: Bier Chang er delvist ejet af Carlsberg.

 

Referencer (Links)

Herunder findes nogle af de Internet kilder vi brugte i vores planlægning af turen:

 
Jysk Rejsebureau: Bo Søndergaard i Thailand bruger dem altid, og de var også ret billige på denne tur. Altid god service!
 
Lonely Planet: Verdens måske bedste rejsebøger. Ulempen er selvfølgelig at alle andre bruger dem, og besøger de samme steder som dig. Deres website er ret informativ om alle lande.

asiayachting.com: Bo Søndergaards hjemmeside med beskrivelse, fotos og beretninger om båden Patrice III.
 
tourismthailand.org: Den officielle Thailand portal. Her finder råd om god etikette, vigtige telefonnumre mv.